Engang for mange år siden – i midten af 1970’erne – boede jeg et års tid i Gellerupparken. Det boligområde, der nu politisk set er blevet kategoriseret som en “ghetto” og derfor blevet genstand for en politisk plan, der angiveligt skal sikre en anderledes beboersammensætning og derved ophæve “ghetto”-tilstanden.

Jeg boede i en etværelseslejlighed på Dortesvej (i blok A7 på grafikken), fordi jeg var flygtet fra Skjoldhøjkollegiet i Brabrand, hvor der var konflikt mellem kollegianerne og ejerne om huslejestigninger og medfølgende “huslejeboycot”. Og på Dortesvej kunne jeg få et etværelses med eget bad og tekøkken til mindre end kollegielejen. Og det var en udmærket, moderne lejlighed. Eneste ulempe var, at der kunne blive ganske varmt, når solen skinnede uden for de store vinduer. Men så kunne man trække for…

Dengang var Gellerupplanen ikke nogen “ghetto”, ja begrebet var ikke en del af den politiske agenda. Beboerne var en broget blanding af folk fra mange lande. Der boede mange studerende i de store femværelseslejligheder, der egnede sig til udlejning som bofælleskabslejemål. Det levede boligforeningen og kommunen højt på.

Nu kan jeg så læse, at bygningen, jeg beboede, er en af dem, der skal nedrives for at realisere de politiske planer. Og jeg kan ikke forstå eller sympatisere med, at man nedriver gode boliger i en tid, hvor der er mangel på betalbare almennyttige boliger. Jeg tror ikke på, at den destruktive og dyrebare plan ændrer noget som helst ved det påståede “ghetto”-problem. Man flytter blot problemet et andet eller flere andre steder hen. For det er ganske naturligt at folke med samme kulturelle baggrund finder sammen. Sådan har det altid været og sådan vil det blive ved med at være. Og det er idiotisk at ødelægge gode boliger af politiske hensyn.