Vi lever (som altid vel sagtens) i en mærkelig tid. Hvor sundhedspolitik er blevet mere end almindelig folkeoplysning og har antaget karakter af en regulær disciplinering af befolkningen – eller rettere: arbejdskraften. Via et sindrigt system, der involverer lovgivning og medieverdenen, forsøges vi alle at blive reguleret i vores levede liv. Vi må ikke ryge – og forbuddet mod offentlig rygning breder sig langsomt men sikkert til hver eneste offentligt sted.

Og efter år med jagt på rygerne er turen kommet til alle os, der vejer for meget (i forhold til de medicinske statistikker). Livsstilsprogrammerne handler alle om, hvordan kommer ned i vægt og får en stærk og sund krop. Familier får en læge indlogeret til formålet eller ægtepar bliver sendt på fitnessmission rundt om i landet til underholdning for alle de andre tyksakker, der sidder ved fjernsynet med kaffe og kage. Og hvis det ikke er fedt og sukker og for mange kalorier (kilojoule hedder det vist i dag), så er det alkoholen, det gælder. Ikke i så markant grad endnu, men bare vent. Det kommer.

Samtidig underbygges indoktrineringen af en tyrkertro på, at teknologisk og medicinsk udvikling kan forlænge vores liv. I går så jeg lidt af en udsendelse om alder. Her kunne man se en forsker, der i ramme alvor mente, at vi ikke længere betragtede alderdom som en naturlig del af livet, men derimod som en “sygdom”, man kunne behandle og måske kurere. Troen på et evigt eller i hvert fald århundrede langt liv lever i bedste velgående – anno 2019.

Men er det, det vi vil? En meget langt liv for enhver pris? Skal vi alle ende som 200-årige veganere, der kun drikker postevand og har erstattet rollatoren med et løbebånd i den lokale fitnessbix? Skal vi alle være afholdsmænd – både i forhold til alkohol, tobak, men også andre “usunde” indtag?

I udsendelsen var der et interview med en såkaldt aldringsforsker. Han fortalte om sin egen, 100-årige nabo, der var på besøg. Og forskeren spørger ham: Hvordan er det gået til at du er blevet så gammel? Hvortil naboen først svarer: Jeg er ikke nogen cirkussensation. Men presset for et svar sagde han så: Jeg har tre hemmeligheder. 1. Drik aldrig vand (han drak altid øl og snaps til sin frokost), 2. spis aldrig tomater og 3. Undgå så vidt muligt at spise grønsager.

Det minder mig om en religionslærer, jeg havde engang. Han forsvarede det synspunkt, at livet er til for at leves. Forstået sådan, at vi har fået livet som en gave, og vores opgave er at leve det fuldt ud. Sige ja til det og tage imod de gaver, livet giver en. Hvis gaverne er lidt til halsen, lidt smøgtobak – og man ellers kan lide det – så skal man sige ja tak og nyde det. Og så skulle man ikke forsøge at beskytte sig selv mod de problemer og udfordringer, livet også bød på. Han illustrerede det med et eksempel: En amerikansk mangemillionær frygtede en atomkrig og byggede derfor en stort sikker, nedgravet bolig ude i en ørken. Selvforsynende med vand, el, madlager osv. Og den dag, bygningen skulle indvies, faldt millionæren ned ad trappen og brækkede halsen. Jeg er ikke religiøs, men sympatiserer med denne holdning til livet. Livet skal leves – fuldt ud. For vi slipper ikke levende ud alligevel.  Så sig ja til det forbandede liv.