Nej, jeg er ikke bogsamler (selv om min bogsamling er pæn stor, hvilket primært skyldes, at jeg har beholdt stort set alle de bøger, jeg har erhvervet mig, siden jeg fik interesse for at læse bøger, og jeg skiller mig helst ikke af med nogen af dem). Men der er nogle bøger, jeg altid har ønsket mig og været på jagt efter. Bøger, der på den ene eller anden måde har været vigtige for mig. Og det er både fagbøger (fx fagbøger fra min studietid, gymnasie- og skoletid) og litterære bøger.
Således har jeg i mange år været på jagt efter et eksemplar af Dan Turèlls Sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller fra 1973 (det år jeg begyndte at studere i Århus). En af Turèlls tidlige værker, og en af hans bedste. Turèll blev først populær og “folkelig” mange år efter – faktisk efter hans selvbiografiske Vangede billeder, der så at sige blev hans gennembrud. Men altså, det var Manjana, jeg var på jagt efter. Og jeg har været i nærheden af den flere gange de seneste år, men den har været temmelig dyr. Og forklaringen er enkel. Interessen for Turèll er vokset efter hans alt for tidlige død, og det har stimuleret interessen for hans antikvariske bøger. Og Manjana er relativt sjælden. Den udkom i et oplag på 1500 stk. i marts 1973. Og den er vist nok blevet genudgivet på et tidspunkt.
Noget andet er, at Manjana ret beset ikke er en bog. Der er med Turells egen betegnelse tale om “250 ark”. Og det fortæller noget om det litteratursyn, forfatteren stod for dengang i starten af halvfjerdserne.
Men nu er den så på min bogreol. Oven i købet første oplag og til en ganske overkommelig pris. Forlaget Arena, Arkiv for ny litteratur, har nemlig de sidste dage haft en bogudsalg og der var den på listen, og jeg var heldig at få fat i den. Det er lige som at finde en brik til sit puslespil…