I går aftes kunne man på en DR-kanal se et udsendelse om og med Elton John i anledning af, at han er blevet udnævnt til at være et britisk “ikon”. I dag handler det om at være et “ikon” eller at gøre sig på “ikonisk” vis. Der er ikke noget over eller ved siden af “ikonisk”.
Nå, men udsendelsen var en kombination af en koncert med et tydeligvis iscenesat publikum, der viste overdreven begejstring og klappede alle de steder, det passede ind i programmet. Og så blev John undervejs interviewet af programmets guide, der stillede spørgsmål til Johns karriere og succes.
Bortset fra, at Elton John svarede ærligt på spørgsmålene, så var udsendelsen lidt af et flop. Koncerten bød især på nogle af kunstnerens mest succesfulde, bedst sælgende, sange i udgaver, der var solide, men mest af alt gav udtryk af at være “endnu en dag på kontoret”. Ret uinspirerede pligtafleveringer. Og repertoiret gjorde ikke Elton John stor retfærdighed, idet hans store produktion gemmer på mange gode sange, der burde have været repræsenteret på sådan en aften. Men det ligger nok i tidsånden, at det mestendels skal handle om det vi alle kender til hudløshed og om at kanonisere endnu en kunstner til “ikonisk” status. Suk.