Folketingsvalget nærmer sig, selv om statsministeren holder kortene helt ind til kroppen. Senest i juni går det løs, og i de store aviser har man kunnet læse om et vist politisk “opbrud”, der skulle være i gang i de europæiske lande, Danmark inklusive. Der skulle angiveligt blæse nye, populistiske vinde på både højre – og venstre fløj, der villle kunne ændre det samlede politiske billede i Europa (fx ved parlamentsvalget i denne måned) og i Folketinget. Nye politikere, nye partier – med er det også ensbetydende med nytænkende politik?

Et sigende eksempel er det af Rasmus Paludan etablerede parti Stram Kurs, der står til at blive opstillingberettiget om kort tid. Paludan har primært gjort sig bemærket ved anti-islam-demonstrationer eller – om man vil – anti-islam-provokationer, der har skabt stor medieomtale. Men ser man bort fra Paludans rabiate anti-islamisme og dens tilsvarende rabiate nationalisme, som han deler med allerede eksisterende politiske partier,  navnlig Dansk Folkeparti, selv om ordvalg og fremgangsmåde er forskellig, så viser det sig, at partiet Stram Kurs placerer sig inden for samme politiske og ideologiske horisont som partier som LIberal Alliance og Venstre.

På partiets hjemmeside kan man læse om partiets “politiske grundlag” , der – formuleret på en alt andet end folkelig og umiddelbart forståelig facon – bygger på to “søjler” (og det er en sært ironisk pendant til islams søjler…men lad det nu ligge*): 1. Den identitære søjle, der handler om danskhed og dansk nationalisme – og 2. og i snæver sammenhæng med pkt. 1 finder vi den libertære søjle, der handler om at hævde det danske individs frihed og rettigheder. Og dernæst om at begrænse staten, der opfattes som faktor, der truer og begrænser den individuelle frihed.

Og med dette politiske grundlag placerer Stram Kurs sig inden for samme “liberale” og “liberalistiske” politiske og ideologiske horisont som det store parti Venstre. Man fristes til at sige, at Stram Kurs blot fremstår som endnu et skud på den store stamme, der i forvejen har produceret Liberal Alliance.

Stram Kurs er altså på ingen måde udtryk for politisk eller ideologisk nytænkning, men er mere af det samme – blot en tak mere rabiat på det identitære område.

Og jeg mener, at man kan lave tilsvarende analyser af andre nye partier, fx Nye Borgerlige, og Klaus Riskjær Petersens parti. Det er gammel, bitter, borgerlig, højrefløjsvin på nye flasker.

Og sådan er det i det hele taget med det påståede politiske “opbrud” i Europa. Nye partier dukker op, nye politikere melder sig på banen, gamle fornyr sig (fx Labour i England) osv., men i kernen er der ikke tale om noget, vi ikke har set før.

*) Og så alligevel. Uden at udfolde analysen helt, kan man hævde, at der her faktisk er tale om form for identifikation mellem partiideologi og islam. Og ikke på et tilfældigt sted, men på et område, der er med til at definere islams og partiets fundamentalisme. Søjlerne er det urokkelige grundlag, de rejser sig på.

Denne form for identifikation med noget, man hader og helst ikke vil identificere sig med, er ikke et nyt fænomen. Jeg husker analyser af nazismens racistiske projekt, der kunne påvise tilsvarende identifikationer med ærkefjenden, jøden.