Det ser ikke lovende ud for Dansk Folkeparti ved de kommende afstemninger. I dag kan man læse, at partiet står til en halvering af mandattallet ved det kommende valg til Europaparlamentet. Og meningsmålingerne op til det snarlige folketingsvalg peger også på en kraftig tilbagegang. Spørgsmålet er måske i virkeligheden om partiet har haft sin storhedstid og nu skal se frem til at spille en meget mindre rolle i dansk politik? Er det historien om et parti, der sejrede sig selv ihjel?

Hvis det er tilfældet, så hænger det uden tvivl sammen med, at partiets succes især har været forbundet til en bestemt søjle i partibygningen, nemlig udlændingepolitiken. Som udspring fra Fremskridtspartiet og dets xenofobiske holdninger har Dansk Folkeparti været – og er stadigvæk – fortaler for en meget restriktiv politik over for flygtninge og indvandrere. Og det har partiet været så succesfuld med, at en stor del af den politiske midte – omkring partierne Venstre og Socialdemokratiet – har overtaget Dansk Folkepartis mærkesag, og det i en grad, at partiet – trods fx Martin Henriksens behjertede forsøg på at overgå de andre partiers udlændingepolitik – i dag fremstår som et blandt andre “udlændingekritiske” partier. Og da partiet ikke er i stand til at markere sig markant på andre områder, fx velfærdsområdet eller EU-området, idet der er andre partier, der har det som mærkesager, så fremstår Dansk Folkeparti et politisk svækket parti, der kun – på godt og ikke mindst ondt (fordi det stort set altid koster stemmer, at agere støtteparti for en regering) – kan fremhæve sig som den siddende regerings parlamentariske grundlag.

Så måske bliver vi i den kommende tid vidne til, hvordan Dansk Folkeparti må indstille sig på en fremtid som et mindre og mindre markant oppositionsparti for en ny regering!?