Jeg har besøgt domkirken i Køln flere gange. Gået omkring den og inde i den. Og selv om jeg ikke tilhører et trossamfund eller er religiøs, så har det hver gang været en imponerende oplevelse. En overvældende kulturel oplevelse. Bare det forhold at kirken blev bygget over en periode på 1200 år og alene består af sten. Ingen bærende træ- eller stålkonstruktioner. Og så det forhold, at domkirken blev stående, selv om de allieredes bombemaskiner smed bomber få meter fra den. Den rokkede sig ikke ud af stedet. Sammenlignet med Kölner Doom er andre store katedraler og kirker, fx den i Madrid og Notre Dame i Paris ganske skrøbelige.

Det blev vi så mindet om i går, da Notre Dame blev ødelagt af en voldsom brand, der sendte chokbølger gennem medierne. Selv om meget af kirken består af sten, så er der også meget brandbart materiale i dens konstruktion. Og det futtede så af i går.

Jeg har aldrig besøgt Notre Dame. Alligevel kunne jeg ikke andet end blive berørt af tragedien. For Notre Dame er meget mere end en kirke og dermed et symbol for en bestemt tro. Den er for længst bleve udnævnt til at være et historisk monument. Men endnu vigtigere tror jeg det er, at Notre Dame er flettet tæt sammen med popkulturen. Dels som nærmest obligatorisk turistmål for de mange besøgende, der hvert år kommer til Paris. Men også i kraft af Victor Hugos berømte roman om Klokkeren fra Notre Dame og dens kanonisering som film – og ikke at forglemme den senere Disneyficering. Hvis man en gang har set Charles Laughton som den pukkelryggede klokker Quasimodo og Maureen O’hara som den underskønne Esmeralda, så glemmer man aldrig Notre Dame, der er blevet et sindbillede på alt det, der løber sammen i vores kultur – religion, litteratur, kunst, arkitektur, filmkunst og romantisk kærlighed.

Det er ikke første gang en stor kirke har været ramt af brand, og jeg er sikker på, at den nok skal blevet genopført og restaureret efter alskens kunstens regler. For man kan slet ikke forestille sig et Paris uden den. Lige som man ikke kan undvære Triumfbuen eller Eifeltårnet. Og måske er der i virkeligheden noget opmuntrende i den kendsgerning – i en tid, hvor de europæiske befolkninger ellers ikke kan blive enige om ret meget.