Den seneste uges tid har den såkaldte “islamkritiker” og “partistifter” Rasmus Paludan skabt overskrifter, fordi han rundt omkring i landet har demonstreret for sine synspunkter og i den forbindelse har afbrændt eksemplarer af Koranen.

Meget betegnende for den nyliberalistiske konjunktur vi lever i, så har omtalen i de store medier især drejet sig om, at mandens demonstrationer har kostet samfundet mange penge i form af polititilstedeværelse m.m. i forbindelse med begivenhederne, senest de voldsomme uroligheder, der opstod i hovedstaden på grund af demonstrationerne.

Jeg kunne ikke drømme om at angribe mandens ret til at ytre sig. Ja, jeg vil endda gå så langt som til at hævde at også bogafbrænding er en ytring. Om det så er en klog måde at ytre sig på, det er en hel anden snak. Hvis man kan kalde sig “islamkritiker”, så må man vel kunne ytre sin kritik på en anden måde i tale og skrift.

Hvor jeg vil hen er et andet sted. For medierne er gået ganske letfodet hen over den forhold, at manden brænder Koraner. Han gentager med andre ord en praksis, der i hvert fald siden middelalderen har været været praktiseret i forholdet mellem religioner. Dengang i middelaldren gik det ud over de jødiske skrifter, bl.a. Talmud, og afbrænderen var den katolske kirke.

Mest omtalt har dog været de bogafbrændinger, som den nazistiske studenterbevægelse gennemførte i maj 1933 rundt omkring i Tyskland. Den gang gik det ud over alle former for skrifter, der ikke forekom nazisterne at være i overensstemmelse med “den tyske ånd”. Bøger af “degenererede, entartede, jødiske litterater”.

En af dem, nazisterne bogafbrændinger gik ud over, var jøden, psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, der kommenterede begivenhederne med at konstatere, at hvis det havde været i middelalderen, så var det ikke bøgerne men manden selv, der var blevet brændt. Med henvisning til hekseprocesserne.

Og som udviklingen fra 1933 og årene frem viste, så er der ikke så langt fra at brænde bøger til at brænde mennesker. Ikke så langt fra bogbrand til holocaust…

Det var en anden jøde, Karl Marx, der engang skrev, at historien gentager sig, først som tragedie og siden som farce. Tragedien har vi set i form af holocaust. Nu er vi så ovre i de farceagtige, hvor en lille mand render rundt og ikke kan udtrykke sig på en mere civiliseret vis end ved at brænde Koraner af, vel vidende, at hans handlinger vil bringe troende muslimer i affekt og få andre til at ytre sig fysisk (En af dagens medieoverskrifter lyder meget passende: ” Frustration i politiforbund efter Paludan-demoer: Det er ved at udvikle sig til en farce “). Og spørgsmålet er, om ikke den Paludanske bogafbrændingsstrategi potentielt rummer kimen til en større autodafé, hvor menneskekød afløser papir!? Jeg tror det.