Man skal lade musikken tale for sig selv. Det er sådan et princip, jeg har haft i mange, mange år. Lad alle udenomsværkerne ligge og lad musikken tale til dig. Og sådan har jeg det også, når jeg her i min lille blog anbefaler plader. Først bagefter, efterlods, læser jeg, hvad fx PR-folket og anmelderne vil fortælle mig om musikken og kunsterne – og så er skaden sket, pladen anbefalet.

Og i tilfældet The Grandfætters og deres andet album skal jeg et stykke ind i det indledende nummer “Bobby”, før jeg bliver opmærksom på, at vi ikke befinder os fx i Irland, England eller for den sags skyld en afkrog af Amerika, men derimod et afsides udkantsted i lille Danmark. Og det er en påmindelse om, at godt nok befinder vi os i en tid, hvor globalisering og internationalisering med al dens udjævning og homogenisering præger musikken dybt, men at vi måske netop derfor kan og skal gøre en dyd ud af, at vi har en lokal forankring. Et sted, hvorfra vores verden går og udspringer, og som skal skinne igennem, hvis vi ønsker at skille os bare lidt ud fra den ensartethed og forudsigelighed, der er en konstant risiko på det globale musikmarked. Det kan forekomme en smule paradoksalt, men jeg tror, at denne forankring i verden vil blive mere og mere udtalt som globalisering med al dens teknologiske og kulturelle udjævning slår igennem i alle verdens afkroge. Og heldigvis for det.

Og så mange indledende ord for at sige, at The Grandfætters har deres udspring på den jyske vestkyst, hvor vinden altid blæser og havet konstant minder en om natur og forgængelighed – og hvor der også lugter af de fisk, der i årevis har sørget for, at der var en mening med arbejdslivet. Mere præcist kommer Allan, Christian, Christian og Anders, der udgør grandfætrene, fra Thyborøn i Lemvig kommune, hvor Limfjorden møder Vesterhavet.

Og sangen om “Bobby” er sådan en sang, man kan forvente sig at kunstnere, der kommer fra den kant, ja, fra hvilken som helst jysk ud-kant. Et portræt af en af de lokale, Bobby. En mand, der lider af en uhelbredelig form for ludomani, hvor det slet ikke handler om at vinde i bob-spillet på bob-baren, men snarere tværtimod. Bobby har svært ved at lade de andre tabe og foretrækker at forgælde sig selv for at finansiere sin spillemani. Et absurd portræt af en tabertype, men beskrevet af tekstforfatter Christian Toft Bro med så megen indlevelse, sympati og loyalitet, at man ikke kan andet end at holde af spillemanden Bobby, der sidder på den brune bar og lader dig vinde alle pengene.

Det kunne være sådan et portræt, man fandt hos andre kunstnere fra de danske ud-kanter. Det er nærliggende at tænke på og nævne de store forbilleder udi den lokalforankrede sangskrivning, Niels Hausgaard og Allan Olsen, fordi de har været med til at definere den slags sangskrivning. Og et eller andet sted står Grandfætters i gæld til den tradition, som Hausgaard og Olsen m. fl. har videreført og stået som garanter for. Men de forvalter også deres udgave af det traditionsbundne med en god portion egenart og personlighed. Sangen om “Bobby” er således en blanding af Olsens historiefortælling og digterisk indlevelse og -følelse. Lige dele fortællende forløb og digterisk psykologi i en tekst, der trækker mere i retning af prosa end poesi, selv om den er der i form af rim, bogstavrim og leg med lokalsproglig kolorit ( om Bobbys lidelse hedder det fx at ‘den er så noller at det’ til grin’ og ‘inderst inde i Bobby gør det naller’ når han skal betale for sin lidelse – og sådan lyder det ikke i hovedstadens poetik).

Og musikken, der bærer sangen frem, er en slags moderne folkrock med streg under rock. Akustisk med potent banjo og guitar fremme i lydbilledet – og med en særdeles fængende melodi, der lugter langt væk af gammeldags hitkvalitet.

Hitkvalitet er der bestemt også i sangen “Barcelona”, der godt nok foregår i den katalanske hovedstad med grimme fisk og chablis på bordet, men i sin beskrivelse af livet og stedet lige så godt kunne have være foregået i hjembyen. Den lokale erfaringsverdens perspektiv fornægter sig ikke, men skinner smukt igennem turistens fortælling og indlevelsesevne. Og sådan er det med Bros tekster. Det lokale – med dets historie og kultur – er dybt forankret og giver teksterne en dobbeltkarakter, hvor det fortalte og oplevede gennemfarves af det lokale.

Christian Toft Bro, der står for både tekst og musik, vil – som beskrevet – både fortælle og beskrive og derfor får hans tekster karakter af en hybrid mellem hverdagsprosatekst og lyrik. Især i sangenes indledning er der markante lyriske tilløb, der er som lyrisk opvarmning til de historie, der kommer. Lyt fx til sangen om “Enkernes paradis” som illustration. Og så kan Bro det der med at lave sange, der er melodisk medrivende og forførende. Og arrangementerne, der lægger hovedvægten på et markant akustisk folkrockudtryk, som har rødder i både den nationale og den internationale folkrocktradition, passer umådeligt godt til Bros iørefaldende sange. Man kan kun håbe, at lytterne vil tage sangene til sig, for de er både umiddelbart fængende og langtidsholdbare.

I en enkelt sang “På vej” får Grandfætters hjælp af bysbarnet Johnny Madsen på kor. Som for at understrege både gælden til traditionen og den lokale forankrings uomgængelighed. Det er en fin gestus, et diskret nik mod et forbillede. En gestus, der blot understreger, at Grandfætters har noget på hjerte med deres musik. Noget der går videre end playlistemainstream og forglemmelig x-factor-appeal. Giv Grandfætters nye plade en varm velkomst. Det fortjener den – hermed anbefalet.

The Grandfætters. The Grandfætters. Produceret af: bandet og Morten Maltesen. Eget forlag. Udkom 29/3-2019.