“I don’t even look at women any more,” said Crumb in New York. “I try not to even think about women any more. It helps that I’m now 75 years old and am no longer a slave to a raging libido.” (Robert Crumb)

Mange efterkrigsgenerationer har et nært forhold til amerikanske tegneserier, fx dem fra Marvel og DC. Med tegneseriesuperhelte og lignende. Det er dem, der pt. filmatiseres i stor stil. – Selv har jeg aldrig været fanget ind af det univers, selv om jeg har set en del af filmatiseringerne. Jeg har mere været til klassiske tegneseriestriber, som dem, der blev trykt i aviserne og ugebladene. Knold og Tot, Jens Lyn, Mads og Misse og den slags. Og så – siden sidst i tresserne – Robert Crumb.

Crumb var – og er – et kulturelt modstykke til såvel superheltene som de andre nævnte, småborgerlige serier. Hos Crumb var det det rebelske, outrerede, Rasmus-Modsatske, politisk ukorrekte og moralsk stødende, der var i højsædet. Hans kvindesyn ville ikke falde i god jord hos mange af nutidens feminister. Han tegnede kvinder med udgangspunkt i sin egen ustyrlige appetit på kvinder med store røve og kraftige ben. Og han lod hånt om, hvad der var takt og tone i offentligheden, for han opererede i undergrunden. Tressernes frigørelsesbevægelser var hans rette element, selv om han hverken var hippie eller ungdomsoprører.

Nu er han blevet 75 år og har lagt kvindetegneriet på hylden, som citatet ovenfor pointerer. Desværre, for jeg synes han var et vigtigt og væsentligt korrektiv til hele #meetoo-pænheden og -korrektheden.