Dagens mediekritiske input.

I går aftes havde DR Nyheder et indslag om en meget omtalt dokumentarfilm om Michael Jackson. Dokumentaren har ikke været vist offentligt endnu, men foromtalerne har især drejet sig om nogle medvirkende, mandlige personers påstande om, at Michael Jackson har begået seksuelle overgreb på dem af pædofil karakter. Og mistanken om Jacksons pædofile tilbøjeligheder har allerede fået BBC til at at undlade at spille mandens musik i deres programmer.

Mistanken blev luftet godt og grundigt igen i Nyhederne og studieværten fremhævede, at det store spørgsmål var, om man nu kunne lytte til Jacksons musik, når man (måske) vidste, at han havde pædofile tilbøjeligheder og lyster. Spørgsmålet blev hængende igennem hele udsendelsen. Et par radioværter blev udfrittet om deres syn på sagen og udgangen på spørgeriet blev cirka: Det ved vi ikke.

Nu er spørgsmålet om grænseoverskridende seksualitet og kunst ikke et nyt fænomen, men nu om stunder tilføres emnet ny energi, fordi pædofili er blevet det nye store sociale tabu – godt hjulpet på vej af #meetoo-bevægelsen, den katolske kirkes mange sager og flere rædselshistorier. Hvem husker ikke sangen om Jerry Lee Lewis, der i 1957 giftede sig med sin kusine, den 13-årige Mary Gale Brown. Stor skandale, der dog ikke ændrede ved Lewis’ musikalske popularitet. Eller hvem kender ikke historierne om Elvis Presleys forkærlighed for ganske unge piger og rygterne om hans illegale dyrkelse af dem? Heller ikke disse rygter har ændret meget ved The Kings status. Eller historien om Pete Townshend, der fik en sag på halsen, fordi han angiveligt drevet af almindelig nysgerrighed havde frekventeret internetsider med såkaldt børnepornografi? Sagen har ikke forhindret ham i stadigvæk at være aktiv med succes. Og sådan kunne man bliver ved. Seksuelle tilbøjeligheder, der ikke kan til det legale, heteroseksuelle livs “normalitet”, har været og er mere eller mindre socialt diskvalificerende.

Men, hvad har en kunstners perverse seksualitet at gøre med kunstnerens kunst? Bliver Alice in Wonderland et mindre litterært kunstværk, fordi forfatteren måske havde en forkærlighed for lidt for unge piger? Eller bliver Lolita en dårligere roman af, at forfatteren måske har haft en lignende smag (hvilket jeg ikke aner noget om…)? Nej, på samme måde som Knut Hamsuns nazistiske sympatier ikke kan aflæses i hans romaner eller Martin Heideggers ditto ikke direkte læses ud af hans filosofiske værker, på samme måde må man sige, at hvis ikke den seksuelle afsporethed er til stede i kunstværket, fx i Michael Jacksons pop, så er afsporetheden irrelevant for kunsten og fordybelsen i den. Man kan få afsmag for kunstneren og droppe lytningen, men det er en anden moralsk sag.