Forleden gik den berømte engelske maler Lucien Freuds maleri Benefits Supervisor Sleeping for £ 17 millioner på Christie’s auktioner i New York. En rekord, der – selvfølgelig – ekkoede gennem hele medieverdenen. Maleriet viser, som man kan se, en voluminøs, afklædt kvindeskikkelse. Modellen til det nu verdenskendte maleri er en 51-årig jobcenter-medarbejder fra London. Sue Tilley. Og i The Guardian fortæller Sue om mediernes jagt på hende efter auktionssalget. Det er ikke historien bag maleriet, pressen søgte. Næh, man ville afbilde Sue in the nude, som man sige derovre. Man ville, med andre ord, sælge aviser med en nøgen Tilley. En avis tilbød hende 500£ for at genskabe maleriets positur på et foto. En anden ville have Tilley til at agere Christine Keeler, altenativt Marilyn Monroe eller Audrey Hepburn (!). “Ingen synes at forstå, at det drejede sig om kunst. Jeg havde aldrig taget mit tøj af, før jeg sad model for Lucien, og jeg vil ikke gøre det igen – med mindre det er for en virkelig fantastisk kunstner, og jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om nogen. Én ting er at sidde model nøgen for en kunstner. Noget helt andet er at blive fotograferet nøgen. Men få synes at gøre den forskel“. Udtaler Tilley.
Tilleys erfaringer er en tankevækkende beretning om kunstens svære vilkår i et markedsorienteret samfund, hvor man interesserer sig mere for beløbsstørrelser end for kunst (£ 17 millioner!) og mere for at profitere på en nyhed ved at slå plat på nøgenheden end for at forstå kunstværkets betydning. Og endelig er det en fortælling om en presse, der tror, at enhver er til salg. Big Sue, som Lucien Freud kærligt kaldte sin model, vil ikke behandles som en nudist eller en “floozy” og undrer sig over mediernes fordomsfuldhed og totale mangel på dannelse. For Sue er ikke hvem som helst, selv om hun “bare” bestrider et job i det lokale jobcenter. Skinnet bedrager. Hun er ikke bare “plain old Sue from the Job Centre som ikke ved ret meget”, som Sue selv påpeger. Hun ved åbenbart mere om kunst end den samlede tabloidpresse og dens modstykker i den elektroniske jungle. Tilley er forfatter til en bog om vennen Leigh Bowery, der var performance kunstner, exhibitionist og skaber af et kendt polyseksuelt diskotek, Tabu. Bogen er solgt til et filmselskab, og Sue skal være “executive producer”, når projektet kommer så langt. Bogen har også være genstand for en Broadway-musical med Boy George.
En radiovært formastede sig oven i købet til at kalde Sue for Fat Sue. Ikke Big Sue. Den lille omdøbning markerer afgrunden mellem billedkunstnerens interesse for sin models former og mediernes.