En syndflod af gratisaviser er over os. De bærer navnet med urette. De er ikke gratis. Indirekte kommer vi til at betale noget for de omdelte produkter. Og aviser er de kun i den forstand, at de bringer telegrambureauerne nyheder i – telegramform.

Jeg har i en længere periode læst Metro Xpress, Urban, JP og, hvad man ellers kunne møde på strækningen fra Århus mod syd. Det er som at spise en lille burger fra McDonalds. En meget kortvarig mæthedsfølelse, afløst af en sult efter rugbrød og andre solide spiser. Hvad, der bekymrer mig mest med hensyn til den nye mediedille, er papirforbruget. Hvor mange hektar skov skal der til for at forsyne danskerne med tre-fire-fem nye gratisaviser? Og hvad vil det gøre ved vores i forvejen hårdtarbejdende affaldssystem? Tænk på, hvor mange tons genbrugspapir, der hver dag vil følge efter de ordinære aviser og blade.

Hvis nu jeg kan slippe for at få dem inden for døren (indtil videre har jeg ikke set nogen…), så fred være med dem. De passer slet ikke til mit avisbehov. Jeg læser ikke aviser for dagens nyheder. Dem kan jeg få på anden vis. TV, radio og internettet bombarderer i forvejen en med overskrifter. Fx dækker tekst-tv fint mit elementære nyhedsbehov. Næ, en avis skal give mig baggrundstof, dybdeborende analyser og kritiske artikler om verdens fænomener.

Da jeg for en del år siden gik pø Danmarks Journalisthøjskole gik det op for mig, at en avis ikke er bedre end summen af de skriverkarle og -møer, der fylder dens spalter. Mange er Tordenskjolds soldater og skriver stort set ens, hvad enten de skriver i Ektrabladet, Berlingeren eller Information. Tænk blot på Lasse Ellegård. Men, de skriver ikke alle sammen lige godt og lige kvalificeret.

For øjeblikket kører der en diskussion i Weekendavisen om Lars Bukdahls evner som litteraturanmelder. Bukdahl har sikkert nogle kvaliteter, fx er han begejstret litteraturlæser, hvilket man ikke kan sige om alle anmeldere, og han fortæller vidt og bredt om de forfatterskaber, han synes om og holder af. Til gengæld lader han ofte de andre ligge. Ud fra et fagligt, litteraturkritisk synspunkt slår hans skriverier ikke rigtig til. Hans æstetiske holdning er pjanket og diffus. Hans forhold til den eksisterende litteraturhistorieskrivning lemfældig. Og ofte svigter han anmelderiets elementære elementer: En anmeldelse er – et eller andet sted – en produktbeskrivelse, en varebeskrivelse. Banalt nok. Derfor har læserne (og de forlag, der stiller anmeldereksemplarerne til rådighed) et principielt krav på, at få fx en ordentlig karakteristik af bogen (digtsamlingen, romanen osv.), en anstændig præsentation af forfatteren osv. Det kan og bør gøres bedre.

Avisen fortjener en fagligt kompetent litteraturkritiker, og det gør avisens læsere også. Så må man for min skyld gerne beholde Lars Bukdahl som underholder og nar i kulturstoffet. Jeg mener ikke, at det er Lars som person, der er problemet, men avisens kulturredaktør… Og man kan undre sig over, at avisen ikke gør brug af alle de ph.d’ere og litteraturforskere rundt omkring i dette land (nogle oven i købet arbejdsledige…), der kunne være med til at løfte niveauet. Til gengæld har avisen gode skribenter på andre områder. Hvad ville filmstoffet i Weekendavisen være, hvis det ikke var for Bo Green Jensen? Bo Green Jensen, som jeg har fulgt siden han var anmelder på det hedengangne musiktidsskrift MM (som jeg af pladsmangel afhændede for en slik engang i 1980’erne, suk!), er en af grundene til, at jeg stadigvæk abonnerer på avisen på trods af, at der også huserer et par irriterende pain-in-the-ass-højresnoede ignoranter blandt skribenterne. Bo Green skriver yderst kompetent, vidende – og ikke mindst dybt personligt – om de film, han har set.

Det personlige er han blevet kritiseret for, men for mig er det en kvalitet. Den personlige ideosynkrasi tillader den tilvænnede læser at skelne mellem det personlige og det almene. Information havde på et tidspunkt en filmanmelder ved navn Henning Jørgensen (jeg fandt aldrig ud af, hvorfor han stoppede!?). Hans høje æstetiske krav til filmene gjorde ham nådesløs. Kun få film slap igennem uden kritiske anmærkninger (Jeg husker kun Antonionis “Profession: Reporter”). Men, når man havde læst tilstrækkelig mange af Jørgensens anmeldelser, kunne man selv lægge to og to sammen og finde ud af, hvilke film, der var værd at se. Han forstod nemlig at lade kvaliteterne skinne igennem i sin kritiske optik. Selv om Bo Green Jensen ikke er tilnærmelsesvis så hard-core med hensyn til filmæstetikken, så har han samme kvaliteter. Man er ikke i tvivl om, hvornår en film er seværdig, og hvornår den ikke er det.