Det sidste døgn tid har jeg tilbragt sammen med et enøjet muldyr. One-eyed Mule er navnet på et dansk band, der netop i disse dage udsender deres andet album på det lille indiepladeselskab Artiscope Records. Jannick fra pladeselskabet har været så venlig at sende mig et dugfrisk eksemplar, fordi han gerne vil høre, hvad jeg mener. Og tak for det! Capac springer altså ud som pladeanmelder…

Man behøver ikke at være født igår for at forstå, at produktionen – lydbilledet – spiller en vital rolle for den moderne populærmusik. Tressernes beat-musik ville have lydt ganske anderledes, hvis ikke den var blevet optaget i teknologisk begrænsede lydstudier. Siden man optog musik i gamle biografer og badeværelser på to- og firespors-båndoptagere er der jo sket end del på det teknologiske område. Og siden dengang har jagten på den rette lyd – sound – været en del af den musikalske søgen. Jeg kan fx huske, at danske Gasolin – efter at have været udsat for de teknologiske landvindingers muligheder og stjerneproduceren Roy Thomas Bakers evner – ønskede at vende tilbage til noget mere nøgent og oprindeligt… De var kommet for langt væk fra det basale.
Disse tanker faldt mig ind, medens jeg i nattens mulm og mørke sad One-eyed Mules nye album. Inde i øretelefonerne mødes man af en nøgen, rå og ren lyd, der ligger milevidt fra mainstream-poppens glanspolerede og filtrerede lydunivers. Bandet, dets producer, Kristian Vad m.fl. har måske søgt at finde en ærlig lyd som den, man kunne forestille sig kom ud af øvelokalet. Der er tale om en såkaldt analog optagelse. Den lugter langt væk af oprindelighed og søgen tilbage til rødderne. På samme måde som plader med New-Yorker-metropolrockere eller nogle af mange americana-bands, der sidder og spiller i udkanten af den globale musikscene.
Musikalsk er det da også den slags associationer jeg får, når jeg lytter til One-eyed Mules udfoldelser. Inspirationen og arven fra de amerikanske rødder er ikke til at tage fejl af, uden at det skal forstås som epigoneri. One-eyed Mule har et stærkt personligt udtryk i kraft af sangskriverne Rasmus Dalls og Uffe Ipsens forvaltning af arvegodset. Med undtagelse af sangen Sad Little Lovers, der er en traditionel sang, så er de øvrige 10 sange på pladen skrevet af Dall og Ipsen og de består af små tekster, der handler om – ja – kærligheden og hverdagen og trækker på rockmytologiens univers. Go ask Hank Williams for a love song / go ask bobby for a smile.
Kærligheden til de musikalske rødder er ikke til at tage fejl af. Den er gennemført helt ud i pladecoveret, der er holdt, smagfuldt, i næsten helt sort-hvide nuancer. Fotografierne er kornede og efterlader den der fornemmelse af autenticitet, som man føler, når man ser et gammelt sort-hvidt foto fra ens egen barndom.
One-eyed Mule består af sangskriver og sanger Rasmus Dall, der også spiller en markant guitar. Bag ham er sangskriver Uffe Ipsen på opretstående bas, Hammond B-3, Mellotron og sang, Søren Andersen på banjo, guitar, “støj” og vokal, Rasmund Bonde på harmonika og sang og endelig Mads Tønder på trommer, slagtøj og sang. Med denne instrumentering skaber One-eyed Mule deres egen udgave af den genre, man kalder americana. Dansk-americana. Det er, som man allerede vil have forstået, traditionsbevidst musik, der lyser af kærlighed til de store amerikanerne. Hank, Bob osv. I sangene mødes storbyens kakofoniske, skramlende lydbillede med lyden af de store vidder, prærien og en banjo- og harmonikaspillende bonderøv på the porch. De melodiøse sange lefter ikke for mainstream-segmentets hang til øjeblikkelige ørehængere, men vinder ved at blive lyttet til flere gange. Anbefales. Varmt.
One-eyed Mule kan opleves på danske scener i den kommende til. Blandt andet i forbindelse med Spot-festivalen. Hold øje med dem.
Jannick og bandet har stillet et nummer til rådighed for bloggens læsere. Du kan – ganske gratis – downloade nummeret Where You Don’t Belong via dette link (Højreklik og gem). God fornøjelse.