December 1971 udkom Wings’ debutalbum og Paul McCartneys tredje post-Beatles-album Wild Life. Selv om den solgte til guld i USA, så fik den en lunkel modtagelse af pressen. Og den har haft en mærkelig status i min erindring. Lad os sige, at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle placere den i mit indre Beatlesunivers. Jeg hørte den en del i halvfjerdserne, men fik den ikke købt på vinyl og heller ikke da den omsider kom på CD. Men for ikke så længe siden blev den genudsendt i flere, mere eller mindre oppulente, udgaver. Og jeg må sige, at genhøret har været éntydigt positivt.
Ganske vist er der ikke sange på pladen som lever op til den høje standard for popsange, som McCartney har. Til gengæld er det idel glæde og fornøjelse at opleve, hvordan Macca og de andre leger og musicerer sig gennem pladens sange. Det er som om Macca har fundet sit indre legebarn frem – det legebarn, man kan følge gennem hele hans karriere – og nyder at synge utvungent og spille på strenge som var det noget, han lige havde opdaget.
Jeg holder rigtig meget af McCartneys og Wings’ album Ram og Venus and Mars, men må indrømme, at Wild Llfe har vundet en plads tæt ved de to mesterværker.
“The Word wild applyes to You and Me”
Efter at jeg havde “fundet” Wings, efter at have set dokumentaren om wings over the World og havde lånt WOA og Red Rose og andre på biblioteket kan jeg huske at jeg købte en brugt plade med Wild life i en pladebutik på Nørrebgo. Der var påklistret nogle stickers med hjerter og andet på coveret, men pladen var fin og uden ridser (har den endnu i samlingen i garagen). omkring på samme tid fandt jeg singlen Give Ireland back to The Irish som blev erhvervet i et slidt hvidt singlecover (som jeg også stadig har i singlesamlingen).
At opdage en plade en del år efter den oprindelige udgivelse, var kun 10 år i 1971, er nok noget andet for så ser man den ikke som feks. anmeldere i en tids kontekst, men hører den bare. Jeg hørte den en del der omkring 1980 og så druknede den lidt, men har altid været ret glad for “det samlede album”. Hvor Wings At The Speed Of Sound mere er en blandet samling gode velproducerede sange, så er Wild Life mere en samlet sorgfri frisk afslappet og overraskende lytning.
Kritikkerne var nådesløse fordi de var midt i virvaret omkring Beatles opbrud og de forstod slet ikke hvor vildt og modigt det var, af en ex Beatle at optage et album på godt en uge og have 5 ud af 8 sange på pladen som 1. takes. og udsende det. det var “lightwaigt” som RAM for øvrigt…..Andre havde forsøgt noget lignende, og jeg mener at MACCA selv har udtalt at Stewie Wonder, eller en anden musiker havde inspireret ham til at gøre det, MEN en Beatle……Det var for meget og for uventet.
Mange fans gav også dengang udtryk for at det var det fedeste album for dem og den nåede da vist også top 10 salgsmæssigt, men det var ikke pointen for bandet. De skulle starte forfra og ud og spille live……Igen var det modigt og nogen vil sige dumdristigt at starte helt forfra. Bogstaveligt talt pakke gearet i et par vans og køre ud i landskabet og dukke op på universiteter og høre om de kunne spille/give koncert samme aften eller dagen efter.
Som med RAM så er der i dag helt andre boller på suppen når anmeldere skal omtale Wild life. Læs feks. SPILL Album review af box sættet Wings 1971-1973. 5 stjerner 10/10
Jeg holder som dengang af albummet og alle sangene og hører dem oftere i dag når man kan lytte til playlister fra streamingtjenester, og det er mit håb at nye generationer finder glæde og overraskels ved at opdage disse sange nu…..50 år senere.
titelnummeret er inderligt og syret, og der findes flere fantastiske live versioner også (kan anbefale en fra en liveoptagelse fra Newcastle i 1973) deres reagae version af Love is Strange elsker jeg. osv osv…..
“and Man we just got to care”…
@Frankie: Jeg sad lige og læste om dengang, Paul McCartney ankom til Mick Jaggers bryllup (med Bianca) i Frankrig. Paul var stram i betrækket og ville ikke hilse på Ringo, fordi de havde sagen kørende efter Beatles’ opløsning og derfor var uvenner. Og jeg kom til at tænke på, at Beatles’ opbrud hovedsageligt er blevet tematiseret som tabet af den store firkant, et farvel til Beatles-æraen osv. Men spørgsmålet er måske også, om ikke opløsningen med alle dens grimme aspekter var med til at kickstarte noget nyt for ikke mindst McCartney. Men også Lennon, der med Plastic Ono Band-solopladen kom adskillelige spadestik dybere i sin sangskrivning.
Men McCartney fik mulighed for at tørre tavle ren og starte på en frisk – med alle de sangskrivererfaringer han havde udviklet. Og hørt med mine ører, så fik han for alvor sluppet sit musikalske legebarn løs på den første soloplade og i tiden med Wings. Hans uforlignede evne til at lave melodier fik ny energi, hans kærlighed til “skøre” ideer (hvordan man indleder en sang, hvordan man leger med mærkelige lyde osv.) og hans sans for det enkle og analoge i musikken (man kan sagtens lave god musik med i firesporsoptager hjemme i baghaven…) kom for alvor til sin ret i tiden efter Beatles. Og selv om McCartney igen og igen har beklaget tabet af Lennon og har forsøgt at finde sparringspartnere, der kunne kompensere lidt for tabet, så er der for mig ingen tvivl om, at Maccas egne kvaliteter for alvor har fået lov til at udvikle og udfolde sig efter Beatles. Sat på spidsen vil jeg tillade mig at være så politisk ukorrekt (i hvert fald blandt erklærede “Beatles-fans”) at mene, at meget af det, Macca har lavet post Beatles, er mindst lige så godt som det, han lavede i Beatles-tiden.
I det hele taget har receptionen af Beatles og bandets historik været hæmmende for oplevelsen af, hvad Macca siden har lavet (med for den sags skyld også de andre…). Det bedste er at glemme, hvad blaserte, nyhedshungrende, idoldyrkende anmeldere gennem tiden har ment og skrevet om fx Wings, og bare lytte til musikken, som om den var lavet i går. Og meget af den lyder jo faktisk også sådan. Frisk og overrumplende.