70 år er gået, siden kz-lejren Auswitx blev befriet af de allierede styrker. Og dermed er det også syv årtier siden der blev sat en stopper for den nazistiske udryddelse af jøder, ikke-ariske mennesker, homoseksuelle, kommunister, politiske modstandere og mange flere. Det man siden har kaldt holocaust eller shoa. En tragedie, der kostede i omegnene af seks millioner mennesker livet.

Selv om udryddelsen er veldokumenteret af historieskriverne, af personlige beretninger, film- og fotodokumentar osv., så er der mennesker, der har ønsket og ønsker at benægte at udryddelsen fandt sted. Der er sågår historikere, der har gjort det til en livsopgave af revidere historieskrivningen på det punkt. Efter min mening kunne man lige så vel benægte eksistensen af staten Israel og af EU og FN. Og spørgsmålet er, hvilke interesser disse benægtere tjener? Måske handler det i virkeligheden ikke om at benægte de historiske kendsgerninger, men om at benægte en bestemt tænkemåde, der deler mennesker op i dem, der har ret til at leve, og dem, der ikke har det. En tænkemåde, der bestemt ikke er forsvundet med tiden, men lever i bedste velgående. Også her i landet.

Når det kommer frem, at store dele af den britiske, amerikanske og europæiske befolkning ikke tror på holocausttragedien, så er der grund til at blive bekymret på vegne af fremtiden. Vil udryddelsen af millioner af mennesker kunne gentage sig? Det enkle svar er nok: ja. Det vil kunne gentage sig, hvis ikke vi husker Holocaust og sørger for at fortælle vores børn og børnebørn om nazismens rædsler (lige som vi skal huske at fortælle om rædslerne i Stalintiden, i Cambodia osv.).