Bo fik mig til at tænke på en fremragende film, jeg engang har set. Bob Fosses film Lenny – om den afdøde stand-up-comedian Lenny Bruce. Fra 1974 med en endnu ung Dustin Hoffman i en suveræn hovedrolle. Siden er den film vist gået lidt i glemmebogen. Og det er en skam. Den fås på dvd – også med danske undertekster, selv om det i denne sammenhæng er ret underordnet.
Bos udfald mod de danske stand-up-comedians fik mig til at tænke over, hvad der er galt med megen dansk scenehumor. Hvorfor er meget af det ikke rigtig morsomt? Forleden så jeg lidt af den tilbagevendende københavnerbegivenhed Cirkusrevyen i tv. Og det var ikke sjovt. Måske for et lokalt københavnerpublikum, der har gjort pågældende revy til en tradition, men ikke set her fra en høj i Højbjerg.
Jeg tror, at noget af det, der er galt med megen dansk scene-humor i disse år er, at det er en harmløs humor. Det er en form for humor, der ikke vil fornærme nogen, når det kommer til stykket. Ofrene – fx politikerne – bliver siddende i salen eller foran tv og griner med. Lenny Bruce skilte vandene, når han tog emner som abort, stoffer, jazz, nationalisme, jødedom, irere, politik, tro osv. op. Lenny Bruce led ikke af selvspejlende, mediefikseret behagesyge. Han ville ikke være venner med alle. Hvornår har vi sidst set en dansk komiker gå til grænsen og hudflette politikere, kongehus, danskerne, sig-selv?

Og hvorfor ikke tage Bob Dylans sang om Lenny Bruce, når vi nu er ved manden. Han fortjener en hyldest…