Som bloglæseren vil vide, så går jeg ikke af vejen for en god tv-krimi. De fleste er af britisk oprindelse, nogle er svenske og så er der de andre, undtagelserne. Det gælder østrigske, tyske – og nu islandske. For lige nu kan man følge mini-serien om advokaten Stella Blómkvist, der løser kriminalsager på Island.
Og den er interessant af flere grunde. For det første er hovedpersonen usædvanlig. Advokat Blómkvist er en ung, velsitueret og nærmest dekandent kvinde, der lever som single og stort set kun har venlig forbindelse til veninden og IT-nørden Gunna, der er hendes absolutte modpunkt. Stella er biseksuel. I den første episode indledes sagen med en cunnilingus-scene med Stella som den nydende. Senere ses hun in flagranti med andre mænd, og i afsnit tre forfører hun en smuk kvinde på et offentligt toilet. Hun er også en klar hedonist. Hun forkæler sig selv en hel dag om måneden med Belugakaviar og hendes yndlingsdrik Black Johnny Walker Whiskey, som hun drikker som var der tale om æblesaft.,
Samlet set fremstår Stella Blómkvist (spillet af den islandske model og skuespillerinden Heida Reed) som en arvtager af den klassiske mandlige detektivtype, den lidt drikfældige, ensomme mand, der er opslugt af sit arbejde som detektiv. Stella er en moderne ligestillingsudgave, men i bund og grund er der ikke langt til fx Raymond Chandlers detektiver.
Den anden grund til at se serien er, at den har sin særlige stemning, der dels – selvfølgelig – skyldes de islandske locations, men også i fortællemåden, der er rap om med ret så komplicerede plots (der – skal det nok vise sig – hænger indbyrdes sammen), hvor den kriminelle sag har tråde ind i det politiske og økonomiske på Island. Også på den led ligner serien, hvad vi tidligere har set – fx og ikke mindst i de svenske serier, der alle står i gæld til Wahlöe og Sjöwalls store romanserie om en forbrydelse ved navn kapitalismen.