“…Jønsson og Franz var skidegode til at spille blues, ja, Gasolin’ var i bund og grund et bluesorkester, som hen ad vejen blev til et poporkester på grund af mig, ikke?”

Så  nåede jeg til vejs ende med Kim Larsens fortælling om de unge år, der slutter, da Larsen går fra sin første kone og Gasolin er blevet en realitet. Balladen om bande er allerede godt i gang, men vi får ikke historien om skærmydslerne og heller ikke historien om Larsens lange karriere som solist. Larsen døde jo, og nogle anmeldere har begrædt det faktum, at bogen slutter brat , hvor Larsen er flyttet ind i Stærekassen som delefar og musiker i Gasolin’. Men faktisk er det et udmærket sted at stoppe, for vi får hele historien om Larsens formative liv frem til Gasolins start. Og de sidste ord i bogen peger smukt frem mod det, der kommer. Larsen er i gang med at slæbe grej ud af en bil, da han hører en grammofon i nærheden spille “Lykkens pamfil” med Steppeulvene. Og her går det op for Larsen for alvor, at Gasolin skal synge på dansk:

“Det slog bare ned i mig som et lyn: ‘Vi skal synge på dansk, og jeg skal spille på guitar, fandeme, koste hvad det vil!'”. Og sådan blev det.

Og så leder jeg efter den første indspilning med Larsen og Co. Men den er ikke på nettet. Men det Gasolins sang til filmen Ang.: Lone – på engelsk..