Inspireret af et af Klaus’ seneste indkøb lytter blogbestyreren her til morgen, inden den obligatoriske hundeluftning – eller rettere fælles spadseretur med Gravhunden – og jobsøgningen på det store nets utallige jobbaser kom igang, til en af mine absolutte favoritplader med sangeren og sangskriverenn Loudon Wainwright (og i det hele taget…): Attempted Moustache. ‘Det forsøgsvise overskæg’ var den allerførste plade, jeg fik fat i med manden tilbage i 1973 efter at være blevet vakt af blandt andet Hans Otto Bisgaards afspilning på DRs P3 af Dead Skunk fra Loudons album III, det nærmeste Loudon har været et rigigt hit.
Loudon tilhører en humoristisk folktradition, der går tilbage til Tom Lehrer, og senere blev repræsenteret af fx Jonathan Richman. En tradition, hvor man med latteren som passager eller tungen i kinden besynger såvel hverdagens små, men vigtige, tildragelser og store begivenheder i verden omkring os.
På denne plade får vi Svømmesangen, der handler, ja ,om glæden ved at svømme crawl, brystsvømning og i det hele taget at sparke og plaske sig igennem det våde element, så man er nær ved at drukne; vi får også sangen om barndomsveninden Liza (Minelli!), der som barn ville være sygeplejerske og kørte rundt med Loudon i Lizas “junior Thunderbird electric kitty-car”; og vi får sangen I am the Way om, hvor gruelig galt det kan gå, når man hedder (og er) Jesus og går rundt og siger ‘Jeg er vejen’; og den tragiske historie om manden, der ikke kunne græde,og som – da der der endelig går hul på tårekanalerne – dehydrerer, dør og drager op i himlen, hvorfra han kan se, hvordan nemesis rammer alle hans tidligere kritikere; eller Nocturnal Stumblebutt om rygeren, der i nattens mulm og mørke vil finde en smøg i huset uden at vække nogen og – selvfølgelig – hamrer foden ind i bordet, vælter lampen osv., men til sidst finder en lille skod; Clockwork Chartreuse, der sikkert er inspireret af filmen Clockwork Orange, der muntert beskriver hvordan en mand får afløb for al sit had og sin vrede gennem vold, og – så videre. En stor håndfuld meget morsomme sange, der alle et eller andet sted hviler på en stor alvor, sådan som det er tilfældet med al væsentlig humor. Dertil skal lægges, at Loudon synger som om det galt livet med et engagement og nærvær, så man er tilbøjelig til at mene, at han elsker sit job og sine sange. I hvert fald gør blogbestyreren…

Se også her hos Klaus.