Det skorter ikke på fine betegnelser i uddannelsesbranchen. Hvad der før blot hed skoler og seminarier osv. blev til Centre for Videregående Uddannelser. Og næppe var disse centre med møje og besvær blevet etableret, før de skulle opgraderes til ProfessionsHøjskoler og Universitycenters (udenlandsk…). Hep!
Men noget tyder på at betegnelsernes himmelstræben er omvendt proportional med indholdets udvikling. Jo finere betegnelser, jo ringere uddannelser. Berlingske Tidende rapporterer fra de såkaldt højere uddannelser. Og det er en bedrøvelig affære at læse om. Aflysning af undervisning en masse. Gruppearbejde uden vejledning. Fravær af vikarer ved sygdom.
Regeringen har meldt ud, at den vil gøre Danmark til verdens bedste land på uddannelsesområdet. Men ser man på fakta, så man man sige det som det er: Regeringen sætter ikke handling bag ordene. Den fylder os med bull-shit.
Ufinansierede sammenlægninger af uddannelser, diskrete besparelser hen ad vejen, kombineret med et markedsorienteret “taxa-meter-system”, der systematisk straffer uddannelserne, hver gang et ungt menneske springer fra eller bliver forsinket, har suget saft og kraft ud af de videregående uddannelser. Dertil kommer, at arbejdsmiljøet på flere af de pågældende uddannelser er ad h…… til.
Når Bertel Haarder – påtaget bekymret for det faldende antal ansøgere til læreruddannelsen – udtaler, at professionshøjskolernes ledelse ‘skal lægge sig i selen og sørge for,at der ikke skæres i undervisningen til de studerende’, så afslører han sin egen uvidenhed om institutionernes økonomiske sammensætning. For – når der skal spares, som konsekvens af regeringens forfejlede uddannelsespolitik – så er der reelt set kun et sted at hente besparelserne: På undervisningen, dvs. på lærerlønningerne. Når samme Haarder mener, at dette problem kan løses ved at forhøje den procentdel af arbejdstiden (20,4 %), som lærerne bruger i undervisningssituationen, så afslører han også, at han ikke har nogen forståelse for, hvad ordentlig undervisning indebærer, nemlig: forberedelse.
Den i artiklen beskrevne udvikling er en falliterklæring for den liberale, borgerlige uddannelsespolitik, som vil gøre uddannelsesinstitutionerne til små virksomhedskloner og uddannelserne til deklarerede varer.