Josef Fritzl. I ved, hvem jeg taler om. I boulevardaviserne omtalt som monsteret og uhyret. En mand, der planlægger og gennemfører en årelang internering og seksuelt misbrug af sit eget afkom. Velanskrevet i det lokale samfund som en god samfundsborger og katolik. Men altså også en forbryder af værste slags. Incest er en af vor kulturs tabuer. I dette tilfælde er tabukrænkelsen af et sådant omfang, at vi ikke helt kan fatte det. Der er ikke tale om en impulshandling, men om en nøje overvejet – rationel – handling. Fra fiktionens verden er vi forvænt med modbydelighed i lange baner, men endnu engang må vi indrømme, at virkeligheden overgår fiktionen med hensyn til grusomhed og ondskab. Hvordan kunne han? Hvordan kunne det østrigske samfund? Hvordan?
Medierne arbejder på højtryk for at lukke det hul, der her åbnede op for den menneskelige ondskab i form af et afsporet driftsliv. Hullet skal lukkes igen. Og fortrængningsmekanismerne er mangfoldige. Det var i Østrig det skete. Landet med den betændte og aldrig rigtig bearbejdede nazistiske fortid. I lokalområdet Amstetten var der ikke mindre end to kz-lejre i nazitiden. Lejre som man accepterede stiltiende, som et andet offet, Natasha Kampusch har påpeget. Natasha, der er blevet det østrigske samfunds levende, dårlige samvittighed.
Men samtidig med, at vi peger mod Østrig peger vi væk fra Tøndersagen, talrige sager om misrøgt af børn, pædofilisager osv. i det danske samfund. Glemmer måske pædofiliringen Belgien, hvor store dele af det etablerede samfund – herunder politiet og retssystemet – var mere eller mindre involveret. Eller de frygtelige sager om misbrug af børn i den katolske kirke, hvis pønitense – sagernes systematik og alvor taget i betragtning – må sige at være yderst beskeden.
I den seriøse tyske avis Die Zeit forsøger Susanne Gaschke at analysere sagen og få lidt hold på den. Hun anfører blandt andet, at Josef Fritzls handlinger vækker så stor afsky af to grunde. Dels på grund af varigheden af den årelange indespærring. Og dels ved den systematiske krænkelse af det fundamentale blodskamstabu. Og så påpeger hun – idet hun pointerer, at det har været undertematiseret i alle medier – at der har været tale om mandevold. Männergewalt. Der er tale om en perverteret, sadistisk mandling handling med undertoner af tidligere tiders patriarkalsk autoritet. Kvinder er sjældnere ude i sådanne grusomme ærinder. Og dog – Gaschke – synes et øjeblik at glemme de højaktuelle, østrigske sag om en mor, der slagtede tre af sine spædbørn og gemte dem i sin kummefryser. Og kvinders distkrete medvirken i andre uhyrlige sager. I Belgien, Danmark… Gaschke bliver et kort øjeblik revet med af det alt for tidstypiske stormløb mod den mandlige seksualitet.
Dernæst vender hun skytset mod det vestlige samfund, der ‘udmærker sig ved en souveræn foragt for tabuer’. Hvorfor holde fast ved tabuer, når folk – kunderne – ønsker en overskridelse? Konsumér! Nyd! Det er imperativet. For tiden tjener nogen penge på at udstille døde mennesker (udstillingen Bodies). En til det pædofile grænsende dyrkelse af det seksuelle i medier er hverdagskost. Osv.
Gaschke peger også – ved hjælp af medieøkologen Neil Postman og polititologen Benjamin Barber – på det forhold, at den grasserende senkapitalisme nedbryder de tabuer, den overhovedet kan. For at gøre børnene til en attraktiv konsumentgruppe må den afskaffe barndommen som en særlig beskyttet aldersperiode. Hun understreger dog, at sagen i Amstett ikke alene kan forklares ud fra barndommens forsvinden i den kapitalistiske kultur, men udåden i Amstett viser, hvad konsekvensen af en udviskning af forskellene mellem voksne og børn – og de tilhørende tabuer – kan være. Sagt på en anden måde, så har den kapitalistiske kultur gjort det lettere for Fritzl at udleve sine ugerninger…
Gaschke mener også, at sagen Josef Fritzl må give anledning til endnu engang at fundere over vores forbrug af perverteret underholdning, bøger, film, computerspil etc., hvor vold, voldtægt, død osv. er vigtige ingredienser. Vi lever i en tid, hvor grænserne mellem underholdning og realitet hele tiden overskrides i medierne. Infotainment. Her der og allevegne. Derfor ser vi også sagen fra Amstett iscenesat som et stykke underholdning (læs Ekstra-Bladet, hvor tiltrækningen og frastødningen i sagen dyrkes hårfint) – og måske er det en måde, hvorpå vi endnu engang kan fortrænge den ondskab, der trænger sig på…
@Bo: MÃ¥ske er vi halvt enige. Jeg mener selvfølgelig ikke – for nu at gentage eller uddybe – at perversiteter og unævnelige handlinger à la Fritzls udspringer af det kapitalistiske økonomiske ‘system’ som sÃ¥dan. SÃ¥ ville jeg sørme være en dÃ¥rlig freudianer….Jeg mener ikke engang, at kapitalismen (“SÃ¥dan er kapitalismen, utak er de armes løn”…) kun har destruktive dimensioner. Som gamle Marx jo var inde pÃ¥, sÃ¥ har kapitalismen (og jo, jeg ynder at sige det sÃ¥dan, bare for at provokere alle dem, der helst vil tale om det frie marked og bruge andre neutrale formuleringer) jo ogsÃ¥ en civilisatorisk dimension. Den er med andre ord knyttet til det moderne.
Men, jeg er tilbøjelig til at give Gascke ret i, at Kapitalismen ‘udøver en suveræn foragt over for tabuer’. Sagt med andre ord, sÃ¥ er det svært at oppebære moralske og etiske standarder, nÃ¥r K buldrer frem. Vi ser det jo hele tiden. Og et eller andet sted, sÃ¥ er det svært at tænke kultur uden moralske og etiske normer (grænser, undertrykkelse…). Hvis vi tager Freud in mente.
Capac, jeg er selvfølgelig enig med dig i, at kapitalismen – for bestandigt at kunne ekspandere o.s.v. – har en interesse i at finde og/eller opdyrke nye markeder, herunder ogsÃ¥ sjælelige, seksuelle o.a., og i at nedbryde barrierer, som forhindrer … o.s.v. Herunder ogsÃ¥ moralske. Selvom jeg overhovedet ikke anerkender sÃ¥dan tale, “kapitalismen vil … ” eller “kapitalismen gør … ” Og det modsatte gør sig ogsÃ¥ gældende — for DET MORALSKE og DET SEKSUALFORSKRÆKKEDE er jo ogsÃ¥ et marked, man kan dyrke.
Og jeg er ikke enig i det synspunkt, du (næsten) gør dig til talsmand for. Eller: SÃ¥danne forbrydelser er, tror jeg (ikke), formodentlig ikke mere udbredte i vore moderne, vesteuropæiske, “senkapitalistiske” samfund end i andre. I løbet af 12 Ã¥r myrdede seriemorderen Andrei Chikatilo (mindst) 52 kvinder og børn — i det videnskabeligt-socialistiske USSR. I Syd-Afrika bliver mange børn voldtaget, fordi mænd tror, at pædofile overgreb er en kur mod AIDS. I 2001 modtog det sydafrikanske politi 21000 anmeldelser om seksuelle overgreb mod børn. En-og-tyve-tusinde. Og Kina er verdens største forbruger af porno. Og sÃ¥ videre.
@Deborah: Jeg har mÃ¥ske ikke formuleret mig tydeligt nok. Jeg giver ikke kapitalismen skylden for Fritzls og andres uhyrligheder. Men jeg peger pÃ¥, at kapitalismen er tilbøjelig til at slække pÃ¥ moralske og etiske hensyn for at tjene penge. Eksempler er der nok af. Du kan tage alle de reklamer, der ender hos forbrugerombudsmanden, fordi de enten er sexistiske (JBS-underbuksereklamerne fx) eller pÃ¥ anden mÃ¥de krænker folks opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt. Hvad jeg forsøger at pege pÃ¥ med henvisning til den tyske artikel er, at kapitalismen mÃ¥ske – fordi den sætter forbrugeren og nydelsen i centrum – gør det sværere at opretholde etiske og moralske standarder. Og jeg synes, at mange forhold peger pÃ¥, at det forholder sig sÃ¥dan.
Men derfra og til at påstå, at Fritzl og andre tabukrænkere blot er produkter af kapitalismen, så langt går jeg ikke. Som du selv er inde på, så har sådanne afskyelige handlinger nok altid fundet sted blandt menneskene. Det er vel også derfor, vi overhovedet har tabuer.
Jeg forsøger heller ikke at finde nogen løsning på problemet i mit indlæg, selv om jeg mener, at vi kan gøre meget mere for at forhindre, at den slags overgreb sker så ofte. Blandt andet ved at tage børnenes tarv alvorligt. Herhjemme har vi jo lige nu et par uhyggelige sager om børnemisrøgt, der kunne have været undgået, hvis de offentlige myndigheder havde levet op til deres rolle som socialt ansvarlige myndigheder. Uden sammenligning i øvrigt.
Det jeg vil med mit indlæg er blot at bidrage lidt til eftertanken omkring sager som den i Amstett. Jeg synes, at vi de sidste par Ã¥rtier har været vidne til sager af en gru og et omfang – fx Pædofili-ringen i Belgien og den katolske kirkes systematiske misbrug af børn og unge – som fortjener at blive analyseret og fortolket i hÃ¥b om, at vi kan forstÃ¥, hvorfor det sker i en tid, hvor vi ellers betoner humane værdier, menneskerrettigheder osv.
At det er forfærdeligt, kan der ikke diskuteres om! Slet ikke! Men at give kapitalismen skylden for perversieter af den målestok og i det hele taget, er nok at skyde over målet synes jeg.
Uanset hvad vi gør, så vil der altid være den slags syge, syge personer. Det kan der ikke dæmmes op for, netop fordi det er så sygt. Nej det skal ikke fortrænges. Men hvad er det lige, du vil have? At vi ikke må tale om andet, at verden skal gå i stå? Jeg kan ikke lige se, hvad det er, du mener løsningen er, hvis en sådan findes.
At vi er facinerede og frastødte pÃ¥ samme tid, tror jeg er helt naturligt, og jeg tror ogsÃ¥, det (sÃ¥ kan du kalde det desværre) er naturligt, at vi til en vis grad fortrænger igen. Vi kan ikke leve, hvis vi skal svælge og dvæle ved den slags afskyeligheder hele tiden. Det er for grumt. SÃ¥dan er det, men glemme – det skal vi ikke, bestemt ikke.
@Bo: Du som jo kender Sade ganske godt, vil selvfølgelig ogsÃ¥ være klar over, at kapitalismen ikke kan lastes alt i sager som Fritzl. Man kan vel sige, at kapitalismen – eller den liberalistiske markedøkonomi – har en tabu-overskridende, -foragtende tendens, der hjælper begæret i alle dets former pÃ¥ vej… Vi ser det jo hele tiden i reklamerne fx, hvor stadig mere pornografiske situationer, selvmord, død osv. bruges for at tjene penge.
Det er ikke småting, kapitalismen må bære skylden for.
@Tina: Ja, ordet blodskam er nok bedre til at fÃ¥ tabuets betydning frem i lyset. Incest er blevet sÃ¥dan et lidt sterilt ord… synes jeg.
Blodskam. Det er et rigtig godt og daekkende ord i denne sag. Joesses, hvor er det forfaerdeligt for de stakkels boern der aldrig har vaeret uden for en doer og for deres stakkels moder, der vidste hvordan de kunne have det, men ikke kunne bryde ud. Sagen er saa haeslig som en sag naesten kan blive og ogsaa her i landet har den taget fokus vaek fra en anden sag, som er meget taettere hjemme paa, nemlig sagen paa Jersey, hvor der er anklagelser om systematisk boernemishandling paa et stort boernehjem. SUK, hvor er der mange syge mennesker i denne verden!