Sidst Strangers on a Train var forbi bloggen her, var det med den overbevisende The Doghouse Suite, hvor bandet viste sig som troværdige arvtagere af en særlig vesterlandsk kabarettradtion, hvor der hersker en udpræget sans for for det dekadente og dionysiske. En tradition og en musikalsk niche, der går direkte tilbage til tredivernes Berlin, Kurt Weil og flere til.

Og Strangers on a Train fortsætter i samme spor på deres nye plade med den næsten dystopiske titel The end is nigh but the night is young. Jovist, orkesteret spiller lystigt og forrygende videre, selv om enden er nær.Og måske er det i virkeligheden pladens let skjulte tematik. Hvor forgængeren var ganske eksplicit i sin dyrkelse af den musikalske niches grænsesøgende og -overskridende beskæftigelse med det burleskes driftsbesathed og livsappetit, så er den nye plade lidt mere diskret og skilter måske ikke så direkte med sit budskab om at fortsætte festen, selv om enden er nær. Men tag ikke fejl. Den er der.

Og som sidst står Frederik Juul Rasmussen i spidsen med en stemme, der ikke lader Tom Waits noget tilbage med hensyn til whisky- og tobakspatina.  Og sammen med bandet føres lytteren gennem hele tolv numre på en samlet spilletid lige i underkanten af de 40 minutter. Sange om ludere (Whores), djævlen (Baby, I’m the devil) og enden (…And so it ends). Der spilles suverænt og helt i stilens ånd er der godt med mandolin, harmonika og trombone  involveret. Og musikken appellerer til de indre dansesko og den indre festabe. Så hvis man er til den niches musik – der fx også kan høres i den fabelagtige tyske tv-serie Babylon Berlin – så er der al mulig god grund til at få fat i pladen og smide den på pladeafspilleren. Og i øvrigt finde forgængeren. Hermed varmt anbefalet.

Strangers on a Train. The End is nigh but the night is young. Celebrations Records. Er udkommet.