Capac anbefaler: Consolation – Heartland

Author:

Også The Consolation – Nis Gaarde (sang, guitar, banlo, piano og synths), Rasmus Skov (guitarerpå “the fire”), Jacob Svensson-Hahn (bas), Uffe Nørtoft (pedal steel) og Sven Busck Andersen (trommer) – er gamle kendinge her i bloggen. Det vil sige: Jeg omtalte og anbefalede bandets eponyme debutalbum tilbage i april 2015, hvor jeg især fremhævede bandets fine eksponering af den efterhånden allestedsnærværende americana.

Nu er bandets så tilbage – i en let modificeret udgave (og med tilføjelse af seks andre musiske mennesker) – med opfølgeren Heartland med en bisonokse og et umiskendeligt amerikansk landskab på coveret. For ligesom at understrege, at det med americanaindflydelsen slet ikke var – eller er – nogen tilfældighed. The Consolation lægger på inden måde skjul på, hvor hovedinspirationen kommer fra – det store land derovre. Og måske er det det, der er hjertelandet? Landets hjerte? Kernen i landet? Eller måske er det i virkeligheden et imaginært land!? Hvad ved jeg…

I hvert fald er der ingen tvivl om, hvor inspirationen er hentet. Og denne gang er der ekstra accent på og understregning af, at amerikansk rock også er en væsentlig påvirkning. Fra allerførste skæring – “Stampede” – er der smæld i trommerne, bassen pumper løst,  kontante, markerede riffs på guitarerne rammer trommehinderne og en attitude, hvor sanger og band er helt fremme i skoene og appellerer direkte til koncert- og festivalpublikum med hang til at danse og skeje lidt ud. Nis Gaarde synger godt med den autoritet og selvbevidsthed, der hører med til den store stolte amerikanske tradition for fortællende rock. Og bag ham sørger bandet for at  får rockbudskabet igennem med tæt, dirrende rock og rul.

Men det er ikke kun rock. Der er selvfølgelig også spor af alt det andet fra den store americanagryde, der synes at være en konstant inspirationskilde her og hisset. Den rigt facetterede country sætter også sin umiskendelige spor på sangene – ikke mindst i form af countryens flair for fortællende sange. Et rigtig godt eksempel er titelsangen “Heartland”, der – hvis ellers jeg har dechifreret teksten rigtigt – handler om kærligheden – til hjertelandet og en eller anden skøn dame… Et andet godt eksempel er den efterfølgende sang om hjertedamen “Mary Sue”, der svinger af sted ad countryens velkendte, trådte stier.

Consolation tager med Heartland et skridt fremad og bjergtager mig med et album, der minder mig om store albums fra min ungdom. Album med, ja, Little Feat, The Band m. fl. Sådan at forstå, at det er et album, der overbeviser ved sin musikalske konsekvens, sit tætte samspil og sin tro på projektet. Heartland er et album, der har beriget mig her i 2018. Og det er jeg glad for. Hermed varmt anbefalet.

Consolation. Heartland. Producer: Nis Gaarde. DME. Er lige udkommet.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *