Medens Gravhunden lå på græsplænen, på ryggen, og gned sig saligt ned i en sikkert ildelugtende plet, så kom jeg – der midt i den bagende majsol – i tanke om en sang, vi sang dengang i skolen:

Kom, maj, du søde milde!
Tekst: C. A. Overbeck
Melodi: W. A. Mozart, 1791

Kom, maj, du søde, milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj, hvor gerne
igen i marken gå.

Om vintren kan man have
vel mangt et tidsfordriv.
Man kan i sneen trave,
å ja, et lystigt liv.
Har leg af mange arter,
især ved juletid,
vel også kanefarter
på landet hid og did.

Men når sig lærker svinge
mod sky med lifligt slag,
på engen om at springe
det er en anden sag!
Men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå,
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.

Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom,
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!

– og for mit indre blik kunne jeg se den grå udgave af sangbogen “Arvesølv”, som fulgte os i flere år…
PS. Og så kommer jeg lige pludselig i tanke om, at det danske pigtrådsorkester The Defenders lavede en udgave tilbage i de tidlige tressere…