Når man sådan har en håndfuld fridage, så er der også tid at spilde på tv-apparatet. Og så er det jo fornøjeligt at opdage, at man på samme aften kan vederkvæge sig med ikke mindre end to halvgamle, vrisne politikommisærer, nemlig skotske Taggart og proletaren Dalziel, der – oven i købet – begge løber ind i gamle flammer. Ikke gamle sengekammerater, men gammel kærlighed. Og det ved man, som bekendt, er det sværeste.. Og i begge afsnit blev de to gamle, garvede politimænd snøret af deres gamle flammer – og deres egen af forelskelse forblændede dømmekraft. I kærligheden er vi alle idioter.
Bortset fra det, så var det godt at se, at niveauet bliver holdt meget højt i de to serier. Englænderne og skotterne har en evne til at udvikle og udbedre deres serier som tiden går. Som Fruen konstaterede, så er de respektive politifolks privatliv – og dermed persontegningen – blevet tydeligere efterhånden som tiden er gået. Der er kommet mere kød og blod på figurerne. Og samtidig er historierne også blevet en anelse mere komplekse. Men ikke mere end godt er.
En særlig fornøjelse ved de to serier – for et sprogmenneske som capac i hvert fald – er den sproglige lokalkolorit, der flammer i dialogerne. Man kan høre, hvor personerne kommer fra. I Skotland og England.
Man kan følge med på DR2 fra på torsdag. Det er alle licenspengene værd…
PS. Frøkenen har det med at sammenligne mig med tv-serie-personer. Hun siger, at jeg ligner Peter Boyd (Sagen genåbnet) eller Dalziel. Hvorfor er det nu lige, jeg tager det som et kompliment og ikke som en teenagers forsøg på fornærmelse? 😉