[Foto fra gårsdagens koncert. Lånt fra Voxhalls hjemmeside. Fotograf: Jason Champney. Flere fotos her.]

Når man søger nostalgien, så skal man være forberedt på lidt af hvert. I går aftes overværede jeg Young Flowers Reunion-koncert nummer to her i Aarhus. Og sammesteds som sidst, spillestedet Atlas i den indre by.

Og der var, da bandet omsider indfandt sig på scenen godt og vel et kvarter over 21, tale om lidt af en deja vu-oplevelse. Lige fra sprechstallmeister/konferencier Peter Ingemanns indledende ord om tiden dengang, der måske/måske ikke var en svunden drøm – til sætlisten, der næsten var identisk med den, der blev brugt sidste gang i 2015. Og det satte mig i gang med spørgsmålet: Holder reunion-ideen ? Eller rettere: Hvor længe?

For gendannelser er jo almindelige her trekvart århundrede efter rockens opkomst i den vestlige verden. Og man kan sige, at der er to slags. Der er den gendannelse, der alene vil dyrke fortiden. Og der er den gendannelse, der vil samle tråden fra fortiden op og videreudvikle projektet.

Young Flowers hører mest til den første kategori. Trioen vil glide tilbage til de skønne år omkring 1970 og vække lyden og stemningen fra dengang til live. Og det er da også det, trioen er allerbedst til. Når det kører bedst for Ingemann (sang og bas), Søren Berlev (trommer) og Peer Frost (guitar), så genfinder de – i hvert fald momentvis – magien fra de unge år. Og det skete denne aften, da de spillede egne, gamle numre, fx klassikere “Oppe i træet” eller den indledende “Drømmesyn”. Og måske allertydeligst, da de fortolkede nogle af forbilledernes numre. Især da de kastede sig over Creams “Sunshine of your love” og et stykker mere, hvor det – for mig i det mindste – blev helt klart at netop Cream var og er forbilledet og målestokken. Selv om Steppenwolf, Jimi Hendrix, Led Zeppelin m.fl. også har farvet lyden.
Jovist, Young Flowers er allerbedst, når de læner sig trygt tilbage mod den inspiration, de først fandt.

Men der var også et par ting, der pegede på, at denne gendannelse måske også kunne pege i retning af en fornyelse.

Dels spillede bandet en nyskrevet nummer om samfundsudviklingen i vores tid (hvis jeg hørte rigtigt hed nummeret noget i retning af “Hej ræk mig lige whiskyen”…). Men desværre var det et ret ordinært rocknummer. OK, men så heller ikke mere.

Dernæst gav Ingemann – under Cream-afdelingen – Søren Berlev mulighed for en (også for) lang trommesolo, der i hvert fald ikke lagde så meget som en centimeter til det, Young Flowers har at byde på. Så sammenlagt peger disse to “nyskabelser” mest af alt på, at Young Flowers skal blive ved deres læst som gendannelsesorkester: At holde sig til fortidens ubestridelige bedrifter som psykedelisk bluesrockorkester.

Ovenstående overvejelser skal ikke forstås negativt, for Young Flowers er et herligt orkester på de beskrevne præmisser. Et orkester, der stadigvæk har meget at byde på – ikke mindst for yngre generationer (denne aften var seniorerne – af hankøn – i klart overtal). Og Young Flowers er et vidnesbyrd om, hvad musikken dengang udrettede.

Aftenens koncert gjorde også en anden ting klart, nemlig at guitaristen Peer Frost spiller en helt central, afgørende og vigtig rolle som den, der med sit forvrængede, ekspressive, udforskende guitarspil er den, der kan garantere, at magien fra gamle dage nu og dag viser sig, medens Ingemann og Berlev lægger den seje, solide, indforståede bund under elguitarens ekskursioner i lyduniverset. Og så er Peter Ingeman en forbavsende god sanger, der virkelig kan trænge igennem lydmuren. Her trykker alderen bestemt ikke.

Siden sidst har Young Flowers udgivet en live-reunion-plade, så man kan høre, hvad de har at byde på, hvis man ikke kan se dem live eller foretrækker at høre dem på vinyl eller cd. Men aftenens koncert understregede også, at Young Flowers bedst indtages på slap line på en koncertscene. Så: Ud af sofaen næste gang de er i nærheden!