Soundtracks har ikke fyldt så forfærdelig meget i min musiksamling. Især ikke da den kun bestod af grammofonplader. Men antallet af soundtracks er også vokset exorbitant, efter at cd-mediet kom ind i billedet. Kan man overhovedet forestille sig en film i dag uden et lydspor!?
Men jeg har længe haft soundtracket til Robert Zemeckis Forrest Gump på min virtuelle ønskeliste. Filmen, der har Tom Hanks i hovedrollen (i øvrigt en af hans bedste roller), indskriver sig i rækken af humanistiske film i Hollywood-amerikansk aftapning, der fortæller om menneskenes verden set gennem et naivt menneskes øjne. Et enfoldigt menneske med et stort hjerte og en lille forstand. Et andet eksempel er Mr. Chance med Peter Sellers.
I Forrest Gump følger man hovedpersonen gennem livet og kærligheden – og i baggrunden kan man så høre en lang række sange og melodier fra halvtredserne frem til firserne. Gennem 34 numre gennemløbes en tråd fra Elvis (Hound Dog) til Bob Seeger & The Silver Bullet Band med deres store hit Against The Wind. En ren amerikansk musikalsk fortælling, og som sådan lidt misvisende, idet engelsk musik jo har spillet en fremtrædende rolle – også over there – i perioden. Ikke et ord om The Beatles – og deres glimrende fravær på pladen. Men bortset fra etnocentrismen, der jo er såre amerikansk, så afspejler det musikalske billede ganske godt stemninger og emotioner fra den beskrevne periode. Isprængt den lange række store notoriske hits er der også enkelte mere eller mindre glemte sådanne, som fx Clarence ‘Frogman’ Henrys (I don’t know why I love you) But I do, Rooftop Singers Walk Right In eller Joan Baez og hendes fortolkning af Dylan Blowin’ in the Wind.