året var 1971, da The Who udsendte albummet Who’s Next. På coveret ser man de fire medlemmer lyne op, efter at de har pisset op ad en betonmonolit i et øde landskab. Et statement? I hvert fald en manifestation af bandets image som uregerlige, utilpassede unge lømler med musik i blodet og storhedsdrømme på nethinden. Det var i bandets storhedsperiode. Bag sig havde de en lang række hits, rock-operaen Tommy, den legendariske og til dato et af de mest suveræne live-albums i rockmusikken, Live at Leeds. Det var vist Pete Townshends plan at lave endnu en rockopera (kendt som Lifehouse-projektet) eller i hvert faldt et samlet rockværk, men omstændighederne og de fire medlemmers svært forenelige individualiteter gjorde at projektet kuldsejlede. Og af asken fremstod et album, der af mange regnes for kronjuvelen i gruppens produktion. Lifehouse-projektet blev aldrig til noget selvstændigt, men Who’s Next er et vidnesbyrd om, at ambitiøse projekter kaster noget frugtbart af sig, selv om ambitionerne ikke indhøstes fuldt ud.
Den første gang, jeg hørte indledningsnummeret Baba O’Riley med Townshend på piano og Dave Arbus på violin, var jeg solgt til stanglakrids. The Who havde på samme tid fornyet sig musikalsk – og var dog alligevel forblevet det samme, rebelske no-bullshit-rockband, som det havde været fra starten. Pladen er selvfølgelig blevet genudgivet i digitaliseret og udvidet forstand, men selv i den gode gamle vinyludgave fremstår den dugfrisk og som et tegn på, at rockmusikken overlever sin egen ungdommelighed…
Who – Baba O’Riley (live)
@Heidi: Du skal være velkommen! Jo, The Who var med i flere af de tyske programmer, også helt tilbage i Beat-Club. Hvis du følger linkene til Rockpalast vil du kunne se, hvem der var med og hvornår.
Ja, det med børnene kender vi jo alle sammen. De tidsrøvere…
Hej Capac,
Det er første gang, jeg besøger dig, men ikke den sidste…
Jeg kan se, vi deler en hel masse kulturel bagage. Jeg hang ud med et børnerockband i starten af 80’erne og vi holdt altid fest, nÃ¥r der var Rockpalast udsendelser fra Tyskland. Var The Who med 1 eller 2 gange? Jeg kan ikke huske det, men jeg husker, hvordan vi svor, at vi skulle ind og høre dem, nÃ¥r de kom til Danmark. Det gjorde de sÃ¥ først sidste Ã¥r, og da var jeg for længst holdt op med at gÃ¥ til festval og var hjemme at passe barn. Tjøe..
@filoffen: Ja, den har jo ogsÃ¥ filosofiske rødder, idet den er inspireret af den indiske ‘Ã¥ndelige leder’ Meher Baba (og musikalsk af Terry Riley – heraf titlen…).
Tænk – jeg har lige gÃ¥et og tænkt pÃ¥ Baba O’Reilly 🙂
@mb: Ja, med galningen Keith Moons forsvinden mistede The Who deres atomare kerne. Derefter blev de et ordinært rockband, selv om Pete Townsend stadigvæk var noget særligt, hvilket man især kan høre pÃ¥ hans soloplader. Men en svale gør ingen sommer. Jeg havde foretrukket, at de havde stoppet dengang. Lige som Grateful Dead, da Jerry Garcia sagde farvel…
Og det var den sidste musikalsk interessante plade de lavede.
Derefter blev de mere og mere konventionelle og forudsigelige, og da Keith Moon døde var det endegyldigt slut.
De turnerer stadig som en 2 mands (+ statister) udgave af The Who, og de spiller da fint, men det er et kopiband.
Jeg så dem live i 1970 i Falkoner da jeg var 12 år.
Sagde en bitter mand 😉