Nej, selvfølgelig skal vi ikke slippe Kim Larsen sådan lige, selv om medierne strømmer over med Larsen-relaterede ting. Det var lidt mærkeligt at sidde på sengekanten søndag morgen og som det første læse den lapidariske nyhed på mobilen: Kim Larsen er død.
Det sendte mig tilbage i tiden. Til dengang førstt i halvfjerdserne (1974-1976), hvor jeg sammen med en studiekammerat stod på fortorvet uden for Stakladen ved Studenternes hus over for Århus Universitets administrationsbygning. Jeg tror, vi var på vej hjem fra noget musik nede i byen eller måske en lille festival uden for centrum. Og Gasolin gav koncert i Stakladen. Min ven ville ind, men jeg foretrak at tage hjem. Dengang var jeg endnu ikke blevet fan af Gasolin, selv om deres musik selvfølgelig var en del af mit lydspor også. Det var faktisk først efter gruppens opløsning i 1978, at deres storhed for alvor gik op for mig. Og dermed: Kim Larsens format som kunstner.

Den næste erindring er fra ca. 1985. Jeg var blevet far til en dreng og han var vild med nogle af Larsens sang, bl.a. “Køb bananar” og “Jutlandia”, som vi skrålede med på i tide og utide. Og på den billige ghetteblaster i køkkenet snurrede kassettebånden med “Kim i cirkus”. Larsen kom ind under huden, hvis han ikke allerede var der.

Og da søndagen var omme og jeg var vendt tilbage til Århus efter en weekendtur til vestkysten og det sydøstlige Danmark, så fandt jeg Larsen og Kjukkens Øst for vesterled frem fra dybet. “En gammeldags mand” med en typisk Larsen-tekst.