Virgin Cuts kalder Svin deres nyeste og femte studiealbum. Jomfruelige sår kunne man oversætte det med. Nye smertende, åbne sår. Og på en måde passer titlen ganske godt til musikken. For Svin er ikke ude i et helbredende, helende, “sundt” ærinde. Tværtimod tilhører Svin en subversiv, destruktiiv “tradition” i rocken. En tradition, der ikke har søgt det harmoniske, mainstreampopulære, men derimod det grænsesøgende og -overskridende. Det, der har søgt en grimhedens æstetik, hvor det snarere handler om at opløse, “dekonstruere” de genkendelige, “trygge” rockskabeloner igennem støjen og de beskidte udtryk. Svin står i gæld til den sorte side af punken og postpunken og bærer Velvet Undergrounds “hvide lyd” og Captain Beefhearts anti-æstetik med sig som vandmærker i deres kunst.

Virgin Cuts er efter sigende blevet til som improvisation, og måske derfor kan pladen undertiden lede tankerne hen på de mest eksperimenterende jazzplader. Og som disse opleves Virgin Cuts som en lang organisk proces i nedbrydningens og destruktionens æstetiske udfoldelse.

At lytte til Svin og deres jomfruelige sår er som at få revet plasteret af et ømt, nyt sår. Det er som at blive sænket ned i et musikalsk syrebad, hvor det handler om at få renset de rockæstetiske forudsætninger og fordomme ud af systemet, så man kan lytte til rocken igen som en nyfødt.

Virgin Cuts tilhører den kategori af album, der henter sin energi uden for rockens grænser. Og det er gennem denne anti-æstetik pladen finder sin nødvendighed. Det er sådan en plade, man skal sætte på grammofonen eller CD-afspilleren, når man trænger til at få nulstillet sin musikoplevelse. Hermed varmt anbefalet.

Svin. Virgin Cuts. Mom eat Dad Records. Udkom den 21. september.