Danmarks Radio sendte det omdiskuterede underholdningsprogram X-Factor videre til den kommercielle konkurrent TV 2. Oven i købet fulgte værtinden med, så man var sikker på kontinuiteten. Og det var med en vis spænding, man imødeså DRs nye satsning, der skulle afløse X-Factor, nemlig programmet Live, der angiveligt skulle præsentere nye musiktalenter via “live-optagelser” med en “koncertagtig oplevelse”, som det besnærende lød, da programmet blev præsenteret i august måned.
Men allerede i den første udsendelse fik forventninger et koldt styrtebad. En række “talenter” fik lov til at optræde i 30 sekunder, hvorefter dommerne og publikum skulle udpege de talenter, der skulle gå videre. Meget forståeligt kom der en kraftig seerprotest med den korte tid, kunstnerne havde til rådighed. Og DR valgte at ændre de 30 sekunder til 60 sekunder. Uden at det gjorde tingene meget bedre.
Set ud fra det synspunkt, at talenterne skal vise hvad de kan, og hvad deres musik har at byde på som live-optrædende, så må man konstatere, at DR med sit koncept svigter selve idégrundlaget for programmet. Jeg skal ikke udelukke, at nogle få særdeles talentfulde kunstnere vil kunne brænde igennem til publikum på 30-60 sekunder (selv om jeg tvivler), men som udgangspunkt er det en hån mod såvel musikken som mod de optrædende at byde dem de betingelser. DR svigter såvel kunstnerne som publikum med denne dødfødte idé, der mest af alt er båret af en perverteret forestilling om, hvad aftentvunderholdning kan være (hurtig afvikling af musiknumre, massiv seerinddragelse via moderne digital teknik – man mærker, hvordan angsten for lave seertal rumstere i baggrunden – og en iscenesættelse af lyseffekter m.m., der snarere virkede forstyrrende og dræbende på musikoplevelsen end det modsatte) end en tro på, at levende musik kan nå sit publikum. Og det er synd og skam. For musikken, for kunstnerne og for seerne.
Der er mange andre ting, man kunne kritisere det nye program for, men jeg vil her holde mig til det grundlæggende, tanken om at præsentere nye talenters levende musik. Og her svigter DR – desværre – på det skammeligste. Og – for min egen regning – vil jeg tillade mig at mene, at man godt kan komme i tvivl om, hvorvidt DR formår at leve op til det meget omtalte “public service”-krav, når man kan gå så galt i byen som tilfældet er med LIVE!? For programmet er jo ikke hvilket som helst program. Det er et flagskib på DRs underholdningsflade, hvor DR ideelt set skal nå ud til så mange seere som muligt i den bedste sendetid en lørdag aften. Som seerprotesten antyder, så tyder alt på, at DR med sin satsning undervurderer sit publikum. Og det gør DR, fordi de grundlæggende ikke har forstået, hvad de har mellem hænderne, når de vil præsentere levende musik med nye talenter.
Et andet problem er så, hvorfor DR er gået så galt i byen med deres nye koncept? Det er der sikkert mange forklaringselementer i. Fx tror jeg, at det handler om forholdet mellem form og indhold. I LIVE! har formen – den stortanlagte lysdominerede scenografi, kombineret med den konstante ængstelse for at kede seerne (seertallet!) med langsommelig tv – fået det totale overtag og har kvalt barnet (indholdet) i fødslen. DR forsøger – og heri kan man se en symptomatisk bekræftelse af, at der er noget fundamentalt galt ved konceptet – at lappe på programmet fra gang til gang. I stedet skulle man måske overveje at gøre kort proces med programmet og gå i tænkeboks med hensyn til en ny og anderledes programtype med rigtig levende musik fra de mange talenter, der er rundt om i landet. Det kunne man håbe og ønske sig for såvel seerne, kunstnerne og også for nedskæringsramte DR.