I min kasse med clips, blyanter og andre kontorting ligger der også en lille plastikæske. Den har et rødt låg og en lys, beige kasse. På bagsiden har den en fordybning, hvor der var plads til et stykke spolebånd. Min gamle splejsekasse. Af mærket BASF, der var state of the art dengang.Tapen indeni er for længst tørret ud. Men den bærer på så mange minder, at den har fået lov til at følge mig gennem årene, selv om den for længst er taget ud af brug. Bestemte numre forbinder jeg automatisk med små “knæk” eller “klik”, der opstod de steder, hvor båndene var sat omhyggeligt sammen igen.
En af de plader, jeg optog dengang, og som på et tidspunkt måtte splejses, var Jethro Tulls album fra 1971 Aqualung, deres fjerde album. Forleden tog jeg mig sammen til at købe en cd-udgave for at genhøre numrene. Og på den udvidede udgave kan man høre forsangeren og tværfløjtespilleren Ian Anderson fortælle kritisk om pladens tilblivelse. Hvordan den blev optaget i et stor, umuligt studie hos pladeselskabet Island Records og hvordan lyden på pladen derfor ikke blev den optimale. I øvrigt indspillede Led Zeppelin samtidigt i et mindre lokale i samme bygning.
Man kan godt høre det, trods alle de bestræbelser remaster-folkene har lagt i arbejdet. Men dengang betød det ikke så meget. Det var musikken. Sangene om de skæve eksistenser Aqualung og Cross Eyed Mary m.m. Pladen er langt fra et conceptalbum. Snarere en række lidt tilfældigt sammensatte tekster og melodier. Anderson har da også afvist, at der på noget tilspunkt var tilløb til et concept-album, selv om nogle af sangene tematisk holder sammen.
På pladens cover ser man en mandsperson med langt hår og iført en stor frakke. Og flere mente, at denne Aqualung-figur var Ian Andersons alter ego. Anderson var da også kendt for at optræde med en gammel stor frakke på scenen. Men også denne overensstemmelse er blevet benægtet af hovedpersonen.
Tilbage står, at plade på godt (især) og ondt er en broget samling sange, der rummer både akustiske og elektriske aspekter, improvisation og andet. Pladen bærer tydeligt præg af, at man ville mere med musikken dengang end blot komme på hitlisten. På cd’en fortæller Anderson også om sit musikalske behov for kompleksitet.