[Benny Andersen startede som hyggepianist på værtshuse og restauranter rundt omkring, bl.a. i min barndomsby Esbjerg. Fotoet her er lånt fra Pinterest]

De store træer falder tungt i disse dage. I går Aretha Franklin og senere også digteren og musikeren Benny Andersen. Takket være gode dansklærere har jeg fulgt Benny Andersen, siden han debuterede med Den elektriske ål i 1960. Tressermodernismen funklede i de år og mine dansklærere, is. frk. Andersen, fulgte med og lod os læse med hos Andersen blandt andre. Og siden kom Svantes viser til og Benny Andersen voksede til at blive et kæmpestort træ i skoven af elskede danske digtere og forfattere, godt hjulpet på vej af den kongeniale Povl Dissing, der med sin særlige danske blues- og vise-fornemmelse indførte Andesens digtekunst i hjem, der ikke havde bøgerne stående på hylderne.

I min studietid, dengang verden var venstreorienteret og ideologikritisk, deltog jeg i et møde med Benny Andersen. Han var lidt beklemt ved at optræde hos den krtiske ungdom og holdt kærligt fast i sin ølflaske, medens han stille og roligt fik afmonteret ethvert tilløb til kritisk overgreb på den elskelige digter. Men billedet af den på en gang nervøse, uselvsikre og dog imødekomne og venlige mand har ledsaget min opfattelse af Benny Andersen lige siden. Et sammensat  menneske, sådan som de fleste af os er.

Og jeg har altid holdt af hans skriverier, der med finurlighed, humor og udpræget poetisk sans rummede noget særligt dansk. Derfor står hans samlede digte også lige deroppe på min tyngede reol og kigger ned på mig i dagens anledning – som ville den sige: Kan du så komme i gang med at læse mig igen, igen! Og jeg tænker på, at jeg heldigvis har givet mine to drengebørnebørn Snøvsens samlede historier, så godnatlæsningen er sikret et godt stykke frem. Og at Benny Andersen er hos os, selv om han altså ikke er det længere.