Da jeg boede på kollegiet løb jeg ind i en gut, der spillede guitar og elskede musik. Men han elskede også kvinder, og indrømmede over for mig, at en af de væsentligste grunde til, at han var begyndt at spille guitar var, at han meget lettere kunne komme i seng med pigerne. Guitar og sang var som en magnet på pigerne, sagde han. Og det er vel ikke overraskende. Mange – også kendte musikere – har erkendt, at det ikke kun var musikalske ambitioner, der drev dem frem. Men også penge – og piger.
Hvorfor det er sådan, kan vi filosofere over, når og hvis vi har lyst til det. Men faktum er, at musikudøvelse har en dragende – forførende – virkning på pigerne. Og mændene med, selv om det ikke har været så meget fremme i medierne. Tænk blot på fænomenet “groupies”, der opstod med pop- og rockmusikken (før hed det nok noget andet…).
Og selvfølgelig har de turnerende musikere taget for sig kødets glæder. Jeg kommer tanke om en radioudsendelse, hvor to piger fortalte om deres kødelige møde med medlemmerne af Santana, da de første gang besøgte landet. Siden forsøgte DR at genopsøge de nu voksne piger for at høre, hvad de nu mente om deres erotiske oplevelser. Men de skulle ikke nyde noget. Ungdommens udskejelser vil man nok gerne have for sig selv.
Disse indledende betragtninger kommer efter at have læst en af musikpressens små sensationer i denne uge: En film med (vist nok) Jimi Hendrix, der dyrker sex med to kvinder, er dukket op og sat til salg af et pornografi-producerende selskab med det sigende navn Vivid Entertainment. Jimi Hendrix The Sex Tape. Der er lidt tvivl om, hvorvidt det nu er Jimi Hendrix på filmen. Never mind. Det skulle såmænd ikke undre. Jeg kan huske, at der var en faderskabssag engang, hvor en dansk kvinde var involveret. Så Jimi har været aktiv på lagnerne. Men, hvad mon han – der efter sigende egentlig var et venligt og diskret menneske, der slet ikke brød sig meget om al den virak, der var om ham – ville sige til at få sine private udskejelser ud i offentligheden? Er der nogen (inklusive hans i øvrigt så emsige arvinge), der tænker på det?