Medens jeg gik med hunden og ømmede mig over min gamle, ischiasramte ryg, dukkede en erindring op – ud af ingenting, tilsyneladende. Jeg sidder sammen med mine forældre i deres Morris 1000 på parkeringspladsen ved Gellerup Centeret (hedder vist City Vest i dag) og beder min far om lige at vente med at køre, fordi jeg lige skal ind i FONA for at se om den stadigvæk står der – til salg på udsalg. James Taylors album Gorilla. Vi skriver nok 1975. Måske ’76, men jeg tror mere på sensommeren ’75.
Gorilla blev Taylors store kommercielle mainstreamgennembrud, og pladen fik anmeldelser derefter. Men jeg faldt pladask for sangene og Taylors umiskendelige stil, der kærligt omfavnede det hele. Og af en eller anden grund købte jeg ikke pladen, den første gang jeg stod med den i hånden i den der FONA i Gellerup Centeret. Men næste gang, hvor jeg var med mine forældre på indlkøb derinde, skete det så. Og jeg har stadigvæk vinylen i min gamle pladesamling – og den er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med på min øde ø, når engang klimaudvikling gør det nødvendigt af forlade den aarhusianske udkant. Ohhh Mexico….