I 1980 udsendte Bob Dylan albummet “Saved”. Jeg købte pladen i en forlængst hedengangen pladebutik i Clemens Stræde i århus (navnet ligger lige på tungen…). Rygterne om et stærkt religiøst album var løbet i forvejen, og man havde også fået en forsmag på, hvad der var i vente på det succesfulde album “Slow Train Coming” fra 1979, hvor Dylan blandt andet blev backet op af den dengang nye, funklende, guitarstjerne Mark Knopfler.
Som det skete, da Dylan blev elektrisk, så delte “Saved” også Dylan-lytterne i to skarer. Dem, der sagde ok, og dem, der var stærkt kritiske og afvisende. Det religiøse var da heller ikke til at tage fejl af. Omslagets maleri af Tony Wright viser Guds hånd, der rækker ned mod de troende, og billedet henviser indiskutabelt til Michelangelos verdensberømte afbildning af Gud. Coveret blev da også på senere oplag erstattet af et mere diskret billede af Dylan på scenen… Kritikerne havde fået deres indrømmelser. I hvert fald fra pladeselskabet.
Men det religiøse element var ikke nyt i Dylans univers. Man kan vel sige, at det har været med fra starten, selv om det ikke hele tiden blev betonet lige stærkt. Det gjorde det så i perioden omkring 1980. Her kastede poeten og musikeren sig over de kristne tanker. Siden har Dylan som bekendt søgt i andre retninger. Det er digterens lod.
Jeg kan huske, at jeg spillede pladen for et par skeptiske venner. Jeg havde gemt pladecoveret af vejen og sagde: Lyt. Og musikken talte. Der var et drive og et engagemen på den plade, som man skulle lede længe for at finde magen til. Og pladen fortjener stadigvæk at blive lyttet til. Måske er teksterne ikke de bedste fra Dylans hånd. De er nok for dogmatiske og for upoetiske. Men musikken holder.