I går havde jeg en pause på arbejdet og fik tid til at læse en ung ph.d.’ers overvejelser over den digitale kopierings perspektiver og dens forhistorie i de analoge kopieringsformer: spolebåndet og kassettebåndet. Kasettebåndet kom aldrig til at spille en stor rolle for mig. Måske, fordi dens storhedstid var firserne, hvor min dagsorden var sat som småbørnssforælder. Så det blev kun til indkøb af nogle indspillede kassettebånd.
Derimod havde jeg en lang periode med spolebånd, der strakte sig fra tresserne og et godt stykke ind i halvfjerdserne. Og den unge studiosus’ tanker om kopieringens veje og vildveje fik mig til at ihukomme nogle af de favoritoptagelser, jeg gjorde dengang. Til studenterfesterne overspillede jeg alt, hvad jeg kunne opdrive med The Beatles – og båndede kørte uafbrudt. Tidligere endnu havde jeg stor glæde af optagelser af hele albums, som DR Radio gav sig tid til at spille. Ad den vej fik jeg The Kinks’ mesterværk The Village Green Preservations Society ind under huden og kan ikke i dag høre den uden næsten at savne den særlige lyd, der var i min gamle B&O-optager og BASF-båndene.
Og så var der en række compilation-bånd med highlights fra rockens og poppens lydspor. Og medens jeg sad og fordybede mig i den tids glæder, så kom jeg i tanke om Deep Purples album In Rock, som lå på et af båndene. Pladen fik megen omtale i DR og med god grund. Efter et par tilløb blev In Rock det album, hvormed Deep Purple trådte i karakter som det, man dengang kaldte “betonrock”. I dag vil man nok kalde det “heavy”. året var 1970 og hippieånden lå endnu over megen rock, så det var noget af en øreåbner, Deep Purple kastede på gaden. Og så var det omslag, hvor gruppens medlemmer agerer amerikanske præsidenter in rock. Man satte ikke sit lys under en skæppe. Det var rock, hård rock with an attitude. Deep Purple spillede højt og frenetisk for at blive hørt. Og det blev de. Sammen med Black Sabbath og deres Paranoid, der også blev rådyrket i perioden, lagde de et solidt tæppe, som efterfølgende hårdrockere kunne udfolde sig på.
Når man lytter til pladen i dag – har for nylig indkøbt pladen i dens 30 Anniversary Edition – kan man godt høre, at gruppen står dybt forankret i musiktraditionen, sådan som man bør gøre, når man vil tilføre musikken noget nyt. I såvel tekst som musik alluderes der til traditionens store. Little Richard får sit. Og det samme gør de klassiske komponister, som tangentspilleren Jon Lord citerer i introen til Speed King. Og inde i høretelefonerne er der påmindelser om Steppenwolf, Cream, halvtredserrock, Vanilla Fudge m.m. Men som inspiration iklædt Deep Purples eget personlige udtryk.

Child in Time + Speed King i en god sort-hvid-optagelse anno 1972: