Som så ofte lyttede jeg til P1-debat på vej fra arbejde ud på natten. Denne gang drejede det sig om fænomenet spin. Nærmere bestemt om de siddende regerings ansættelse af et hav af spin-doktorer til varetagelse af politikernes mediebehov. I debatten deltog Per Clausen fra Enhedslisten, der blandt andet har kritiseret statsministeren for at føre folketinget bag lyset med spin i sagen om Løkke Rasmussens “bilagsrod”. Og så deltog den fhv. spin-doktor for de konservative Niels Krause Kjær, som jeg tidligere har været efter i denne blog.

Der var specielt en ting, der faldt mig for brystet, og det var, at Krause Kjær igen og igen pointerede, at politikerne ikke kommer uden om spin-medarbejdere, fordi det aktuelle mediebillede er “så kaotisk” at politikerne ville være på herrens mark, hvis de ikke havde journalistiske hjælpere ved hånden. Påstanden blev gentaget så mange gange, at selv Per Clausen gik med på den.

Men jeg mener, at det er en påstand hevet ud af det blå. Et godt eksempel er vores integrationsminister Birthe Rønn Rasmussen, der har frabedt sig en spinner. Hun er et godt eksempel, fordi hun er en politiker, der tror på sine egne grundholdninger og politiske tankegods, og derfor kan hun godt begå sig den åh så kaotiske medieverden.
Når spinneriet har fået så stor en udbredelse hænger det sammen med, at det politiske i høj grad har tabt forbindelsen til det ideologiske. Mange politikere svæver og fluktuerer i forhold til folkeopinionens svingninger og har derfor – for at blive siddende! – brug for nogle journalistiske opspinnere, der kan sørge for, at de får sagt det mest opportune på det rigtige tidspunkt. Samtidig er spinneriet udtryk for, at journaliststanden har tilranet sig en central position i fortolkningen af den politiske virkelighed, som den ikke burde have.

Hvis politikerne besindede sig på, hvad de faktisk stod for, holdningsmæssigt og ideologisk – i stedet for at blive grebet af forblændende magtbegær – så ville spinneriet blive reduceret til noget ubetydeligt. Krause Kjærs insisteren på spindoktorernes uundværlighed og forudsigelsen af, at der vil være endnu flere om ti år, er, efter min mening, udtryk for en journalistisk selvovervurdering og -forherligelse, der er helt ude i hampen…