0-0: Hvem spiller de fodbold for?

Author:

Kampen mellem Danmark og Frankrig i fodbold endte uafgjort 0-0. Og medierne i Europa kastede sig frådende over kampen bagefter og sablede begge hold ned. Men hvad sket der egentlig? Jo, det danske hold spillede taktisk forsvarsfodbold for at undgå et nederlag. Det er svært at kritisere den disposition, idet den er blevet brugt et hav af gange i store turneringer. Og det lykkedes altså at hive et uafgjort resultat og dermed en videre færd til ottendedelsfinalerne hjem. Men det sket også kun, fordi det glorificerede franske mandskab langt fra levede op til de store forventninger, der har været til holdet. Og det får de også smæk for, ikke mindst i hjemlandet.

Men hvad er der så at sige, nu hvor billederne af den slidsomme kamp fordamper i erindringen? Spørgsmålet må være: Hvem spiller fodboldspillerne fodbold for? Ja, svaret giver næsten sig selv. Turneringen vises på tv i alle deltagerlande og der er tusindvist stor publikum til alle kampe i de russiske byer. De spiller altså for tilskuerne – på bænkene og ved skærmene. Selvfølgelig også for sig selv, nationen, æren og fanden og hans pumpestok. Men først og fremmest for publikum. Og set i det lys var spillet i denne kamp – og mange andre taktisk forgiftede kampe – ikke godt. Fodbold skal være en underholdende leg, en kappestrid, hvor flot fodboldspil og flotte mål  må være en selvfølge. Og veje tungere end medaljer og andet metal. Og vi skal huske – i en tid og et samfund, hvor pengene har den største magt – at det i sidste ende er publikum, der betaler for det cirkus, fodbold er. Godt VM.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *