Det aktuelle verdensmesterskab i fodbold, der udfolder sig i Rusland, er blevet beriget med ny teknologi. Russerne har indført et Video Assistant Referee-system – forkortet VAR – der giver dommeren på banen mulighed for at konsultere videooptagelser af hændelser på banen i samråd med kollegerne i videorummet. Er der straffespaŕk eller frispark i en given situation? Videoen give svaret – eller rettere: videoen giver ikke bare svaret. Og det er problemet.

Erfaringerne indtil nu er, at i nogle tilifælde giver VAR et nyttigt værktøj til dommeren. MEN, og der er et stort MEN, ikke i alle tilfælde. VAR-systemet afslører nemlig, at det i sidste ende er dommerens vurdering, der er afgørende. Vi har fået et teknologisk fremskridt, men det ændrer ikke en tøddel ved det grundliggende forhold, at det er dommeren, der har det sidste ord og har magten til at dømme. Eksempelvis i Danmarks kamp mod Australien i går: Begik Yussuf Poulsen straffespark, da han hoppede energisk op for at nikke til bolden eller var han bare ivrig? Svaret blæser i vinden og dommerens dom blev afgørende.

VAR-systemet illustrerer et grundlæggende træk ved al teknologi: At en teknologisk innovation også indebærer et udviklingsmæssigt tilbageskridt. I dette tilfælde afslører VAR-systemet menneskets – dommernes – fejlbarlighed.