Det er nok den aktuelle sommervarme, der her har sneget sig op mod de 30 grader, som fik mig ledt på sporet af barndommens skolegård med dens vandpumper (hed de mon det?). Altså de drikkeanordninger, som skolebørne kunne bruge i frikvartererne, når de blev tørstige. De var sådan indrette, at man med et let tryk på den cirkulære hane kunne få det kolde vand til at springe op i midten af hanen. Sådan som man ser på fotoet ovenfor.

Jeg kan huske den helt vidunderlige fornemmelse af at slukke sin tørst ved de haner. At de også blev brugt til at give de mindre skolebørn “buksevand” var en hel anden snak. Det skete heldigvis ikke for mig. Sikkert fordi jeg var en stor knægt, som man ikke bare sådan kunne hundse rundt med efter forgodtbefindende.

Nu er “vandpumperne” nok en saga blot de fleste steder. Ungerne har deres egen personlige plastikvandflaske med i skoletasken eller en købevand. Hvilket på alle måder er et tilbageskridt. Jeg havde fornøjelse af “vandpumperne” i Vestre Skole, Sædding Skole og på legepladsen i byparken i Esbjerg. En af de ting, man har glemt, man kan huske, som Ove Dahl skrev i sin serie om årtierne efter Besættelsen.