Amerikanerne fejrede i går Memorial Day, hvor man mindes de soldater, der faldt i de amerikanske militære styrkers tjeneste. Og som altid, når amerikanerne fejrer noget, så gælder det i allerhøjeste grad fædrelandet. America first.
Når man som jeg for tiden følger det 10 afsnit store fortælling om Vietnamkrigen, så får Memorial Day er særlig tung, smertelig og blodig betydning. For det var i Vietnam, amerikanerne led deres største nederlag efter Anden Verdenskrig. I fredagens afsnit – det femte – fortalte man om begivenhederne i 1967, bl.a. om de forfærdelig kampe i Nordvietnam, hvor amerikanerne mistede titusindvis af unge mænd. Og det er en voldsom oplevelse at sidde og se og høre en amerikaner fortælle om, hvordan han som ungt menneske – på måske 18-20 år – med ildhu og begejstring meldte sig til frontlinjen, for derefter at berette om, hvad det gør ved en at opleve kammerater blive skudt til plukfisk på nært hold og sprængt i stumper og stykker for øjnene af en. Selv om nogle af dem overlevede, så blev de aldrig de samme mennesker igen. Memorial Day handler om unge, spildte liv. Og de fortællende soldater i filmen lægger ikke skjul på, at kampene dengang var helt og aldeles meningsløse.
https://www.youtube.com/watch?v=FR3jOYzZCnM