Men At Work førte an i aussie-bølgen i firserne. Var det første – og eneste – band, der formåede at indtage førstepladsen i USA (og England) med deres musik.
Bandet blev dannet tilbage i 1978 og brød igennem i ’81, da de havde fået kontrakt med det internationale pladeselskab Columbia. Med den første single “Who Can It Be Now?” indtog de toppen af den australske hitliste. En succes de hurtigt fulgte op på med debutalbummet “Business as usual”, der også rummede deres andet singlehit, “Down under”.
Først ville Columbias amerikanske afdeling slet ikke høre tale om at udgive Men At Work i Staterne, fordi man ikke troede på gruppens reggae-inspirerede rock. Da selskabet senere bøjede sig, viste dig sig så, at det havde taget gevaldig fejl. Både album og singler blev nr. 1 derovre. Også efterfølgeren, albummet Cargo, gjorde sig godt og blev nr. 1.
Efter en længere pause i 84 og intern uro i bandet med udskiftninger til følge udsendte bandet deres tredje og sidste ordinære album Two Hearts i ’85. Men da var deres glorværdige dage forbi. Og da forgrundsfiguren Colin Hay forsøgte sig med en solokarriere (med en vis succes) gik bandet mere eller mindre i opløsning. Hvor det er gået de enkelte musikere siden, kan man læse mere om her.

Da jeg købte Men At Works debutalbum, der dengang havde et gråt omslag (og ikke det gule, man finder på cd-udgaven), var det “Who Can It Be Now?”, der brændte igennem. Jeg synes stadigvæk, at det er en rigtig pop-rock-klassiker, der har lige netop det melodiske klister, der skal til for at sidde fast i øret med det samme…