Dick Dale and the Del-Tones møder Vanilla Fudge, møder Frank Zappa på syre. Jovist, The Van dypper den brede pensel dybt ned i rockens farvestrålende palet på deres nye live on tape-indspillede, eponyme album. Så dybt, at min associiationsmaskine er lige ved at brænde sammen.

The Blue Van er blevet affarvet til The Van og de fire gutter er gået i studiet med en snes sange om aktuelle emner for at lave en plade på gammeldags tressermanér. Dvs. indspille den uden lagkageteknik og med masser af albuerum til de enkelte solister og med stor appetit på hele rockkataloget – fra tidlig garagerock over stadionrockens storhedstid til indierocken. Med en masse mellemregninger. Og plade lyser langt væk af løssluppenhed, legesyge og spillelyst. Og det har selvfølgelig (?) den pris, at pladen stritter i mange retninger. Men betragt det som en charme i en tid, hvor ensretning og konformisme er mere reglen end undtagelsen. Med The Van kommer man på en charmerende associationsrejse gennem rockhistorien med allehånde guitar- og trommesoloer og hele det musikalske udtræk.

Og helt i ånden fra den fortid, hvorfra pladen og The Van henter masser af inspiration, så er pladen sådan en, der skal lyttes til in extenso. I forhold til nutidens streaming- og atomiseringstrang, så er pladen en anakronisme. En nostalgisk og anakronistisk modgift mod vor tids bestræbelse på at nedbryde det musikalske værk som helhed til fordel for fragmentariske stumper. I den sammenhæng har The Van ikke så meget at gøre. Men hvis man er lidt nostalgisk eller gammeldags indstillet og har sin grammofon endnu, så har man en plade, der lever op til nogle af de bedste kvaliteter fra rockindspilningsstudiernes storhedstid i tresserne og halvfjerdserne. Hermed anbefalet, at man tager med på en associativ tidsrejse med The Van.

The Van. Samme titel. Produceret af The Van. Iceberg Records. Er udkommet.