Capac anbefaler: Wendy McNeill – Hunger made you brave

Author:

Desværre mangler den lille ‘booklet’ på 54 sider, som hører til CD’en i mit eksemplar. Så det er begrænset, hvad jeg kan informere om vedrørende de medvirkende musikere, producer o. lign. Men lidt research afslører, at Wendy McNeill oprindeligt kommer fra Canada, men af uvisse årsager befinder sig i Sverige og arbejder sammen med musikere fra broderlandet. Jeg har også kunne læse mig frem til, at albummet her – Hunger made you brave – udspringer af et foregående concept-album, For The Wolf, A Good Meal , som jeg ikke har hørt.

Men et album skal jo også tale for sig selv. Og de sparsomme oplysninger ovenfor fortæller allerede noget om, hvad vi får at høre. Vi befinder os i folk-feltet, hvor Wendy McNeills sange og stemme, der er behagelig og svinger mellem regulær sang, tekstforedrag og hvisken, møder en svensk folketone med overvejende brug akustiske instrumenter, fx harmonika og gulvbas. Der er tale om melodiøse, nedtonede sange, der berettiger til McNeills egen etiket “space folk”. Moderne folkemusik, der er melankolsk mørk og meget moderne i sine arrangementer, der er farvet af nutidens rock, fx i “What would it take” (nr. 8 på pladen).

Det er en plade, der fungerer bedst som en helhed, som et album, der skal lyttes til fra ende til anden og ikke egner sig for vor tids streamingfragmentarisering af musikken. Den er et argument for albummet som et værk, der hænger sammen og skal fordøjes som sådan. På den måde er det en plade, der både peger tilbage til gamle dyder, men også frem mod en renæssance af albummet som værkkategori. Og det er en plade, der lever højt på sin folkstemninger, der både fascinerer og drager med sit mørkt-melankolske-melodiøse univers – og føjer sig fint ind i række af moderne folkalbum. Hermed anbefalet.

Wendy McNeill. Hunger made you brave. Startracks. Er udkommet.

Indtil videre ingen smagsprøver på pladen på nettet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *