Med nogle blide toner fra sin Kasuga westernguitar slår Son of Caesar – eller Peter Nørgaard Mathiesen, som er kunstnerens borgerlige navn – en folktone an der et kort øjeblik sender tankerne tilbage til de tidligere Simon & Garfunkel. Men ellers er de retrograde associationer også defineret af kunstnernavnet, der reflekterer en forbindelse og måske en arv til tressernes folkemusik, nærmere bestemt Cæsar, der for et halvt århundrede siden besang det brede ungdomsoprør og luftede en almen samfundskritik (“Jorden i flammer”).

Men Son of Caesar er ikke et genoptryk af Cæsar, men en arvtager i den forstand at sønnike på sin egen personlige facon fortolker såvel folktonen og virkelighedsopfattelsen. Borte er den åbenlyse kommentar til samfundets status qvo til fordel for en inderlig beskæftigelse med tilværelsens foranderlighed anno 2018. Som det eksempelvis hedder i den indledende folkagtige sang “Againt the ground”:

“Time, don’t be the reaper fof the young/ we’ve got the pulse against the beat against the ground/ we see our dreams vanish every single morning/ and every chance could be our last/ when you’re calm waiting by your mothers side/ wshen you’re calm wainting for the storm/ when you’re calm sleeping by de fireside/ would you come away with me?”

Tiden som den, der berøver ungdommen, dræber drømmene og spænder ben for chancerne, hvis man ikke følger med den. Kunne man måske hævde. Melankolske og nostalgiske sange, der underskriver titlen på pladen: Intet er hvad det var engang. Nostalgiens grundtanke: Det var bedre engang. Foranderligheden og udviklingen som potentielle trusler mod en skrøbelig identitet. Der er nok at fordybe sig i – i teksterne, hvis man vil studere den melankolske stemning i tidsånden.

Og sangene iscenesættes i en moderne folktone, der afveksler med indierock. Som fx i sangen “Here we go again”, der afløser den netop citerede indledningssang. Her transformeres sangen til indierock med luftigt-tørt trommespil, ringlende guitarer og sfæriske-klingende baggrundssang. Og denne vekslen mellem et akustisk folkudtryk, centreret om Kasugaguitaren, og fuldttonende rocksange præger pladen som helhed og gør både pladen til en både sammenhængende og varieret oplevelse. Og Mathiesen forstår at skrue endog meget iørefaldende sange med hit- og popplaylisteappel sammen (lyt fx til en sang som “Sally Johnson”, der burde aspirere til enhver singlehitliste), så der opstår en slags modvægt til teksternes alt andet end optimistiske grundtone. Modsat sin urfader, Cæsar, er Son of Caesar i bund og grund en moderne melankoliker, der iklæder sine sange poppens formildende klædedragt. Moderne folk-indie-rock-og-pop, der henvender sig til yndere i alle aldre. Hermed anbefalet.

Son of Caesar. Nothing is what it was. Produceret af: Niels Høg og Peter Nørgaard Mathiasen. Celebration Records. 13. april 2018