Jeg indrømmer det blankt: Jeg har set programmet “X-Factor” i denne, den allersidste, sæson på DR1. Ikke så meget på grund af programmet som sådan, men fordi fruen i casa capac insisterede på at se det. Skodtv, som fruen selv kalder den slags.
Og mine indtryk fra udsendelsen har ikke rokket væsentligt ved min oprindelige fordom om, at det ikke er et program, der primært står i musikkens tjeneste. Det er, som det også fremgår af kommentarerne fra de tre til lejligheden udvalgte dommere – Remee, Sanne Salomonsen og Thomas Blachmann – et talentshow.
Og bevares, der er da masser af talent i de mennesker, der optræder – og ikke kun vinderne. Men talent er jo et vidt begreb, som udsendelsen også understreger. Det omfatter alt fra musikalsk talent (kan de synge, spille osv.) over teatralsk talent (deres optræden) til det mere udefinerlige (“x-faktor”). Men som udsendelsen historie også vidner om, så er talent langt fra nok til at drive det til noget inden for musikkens verden. Man skal fx “brænde for det”, virkelig ville leve af musik, og man skal lægge mange timers, dages, ugers, måneders, ja års hårdt arbejde i at blive så dygtig, at man kan skabe sig et publikum. Det viser den moderne musiks historie med al ønskelig tydelighed. Tag hvilken som helst kunstner af et vist format og deres historie vil fortælle om de første mange år, hvor de levede fra hånden til munden og slet og slæbte for at få karrieren til at bære.
Næh, det er ikke noget tab for DR eller seerne, at programmet nu flytter over til TV2. Det er nok der, det retteligen hører hjemme og altid har hørt hjemme. En kanal, der dyrker idoler og kændisser, konkurrence og alt det udvendige. Jeg ruer for tanken om, hvordan det bliver – og håber i mit stille sind, at fruen ikke insisterer på den ombæring. Men igen: Man ved aldrig med fruer.
Og vinderne af denne ombæring, trioen Place on Earth, er det nok ikke sandsynligt, at vi får meget at se til det næste årti. Det mest sandsynlige er, at de også, som så mange før dem, glider ind i anonymiteten. Og fred med det.