Ude på Djursland et sted udlever Troels Kløvedal sine sidste morgener på jorden, syg og dødsmærket. Men også – som man kan læse af de seneste interviews med ham i aviserne – fuld af livsappetit og -glæde. Og ikke mindst: taknemmelighed over det liv, han har haft frem til i dag, hvor han fylder 75 år.

Jeg er i fuld gang med at læse hans erindringsbog Alle mine morgener på jorden. Mit autodidakte liv, der tegner til at blive en sællert. Og den er bestemt også værd at læse. Jeg har aldrig fulgt så meget med i Kløvedals berømmelse som verdensomsejler i båden Nordkaperen. Men Troels Kløvedal er også repræsentant for den udskældte 68-generation og trækker med sit liv tråde gennem fx kollektivbevægelsen og helt til Aarhus og nærmeste omegn. Og det var det perspektiv, der fik mig til at investere i bogen ved dens udgivelse sidste vinter.

Og bogen giver da også et fint billede af en ung “oprører”, der med konjunkturernes gunst får mulighed for at leve det liv, han har lyst til. Sejle, skrive bøger og meget mere. Og gøre det på sin egen autodidakte vis. For det var det, der udmærkede  tresserne: Der var frit valg på alle hylder for ungdommen. Der var arbejde nok og penge behøvede ikke at være det store problem. Og konjunkturerne var en vigtig forklaring på ungdommens trang til at gøre op med forældregenerationen og det eksisterende samfund. Og Troels var en del af det – uden at falde helt sammen med en bestemt kulturel eller politisk retning i sit oprør og opgør med samtiden. Han var som mange dengang først og fremmest en fri fugl, der fløj derhen, hvor han havde lyst. Og lystens princip var måske i virkeligheden den dybeste drivkraft for ham og dem.

Bogen er værd at læse, fordi den giver et vigtig korrektiv til vor tids politisk korrekte opgør med “68” og halvfjerdsernes antiautoritære og samfundskritiske ungdom. Et fint billede af en svunden tid, der var unik og som præger os dybt den dag i dag – og som desværre aldrig kommer igen.

Musikken spiller en perifer rolle i bogen, men er dog til stede hist og pist.