Begrav din(e) døde er titlen på Mom & Bears debutalbum. Og bag band- eller projektnavnet gemmer sig sangskriver og musiker Jens Rahbek Johansen, der har været længe undervejs med musikken på pladen.Og stemningen på pladen anslås ikke kun af den umiddelbart ret så morbide titel med også af pladecoveret, der er holdt helt i sort/hvidt og viser en tegning af døden på skateboard.
Men førstehåndsindtrykket kan godt snyde lytteren lidt. For godt nok oplever man ved førstehåndindtrykket Jens Rahbek og hans musikalske ledsagere – Ian Gregersen (sang, guitar, tangenter og slagtøj), Torben Guldager (guitar, bas, piano og tangenter), Morten Findshøj (bas), Jacob Abildgaard (trommer, sav), Stine Steendorph Petersen (sang), Nina O. Christensen (sang) og Veronika Kroell Voetmann (cello) – som nogle mørkemænd og -kvinder, men både på tekstniveauet og på det musikalske niveau er der lidt lys i mørket.
Mørket, ja døden, er så at sige det vilkår, hvorpå lyset og livet rejser sig. Der er tale om en grundstemning. Et nærmest klassisk motiv i litteraturens verden. En grundstemning, som Mom & Bear deler med meget moderne musik. Ikke kun mørkenændene i den efterhånden lange række af post-punk-bands, der dyrker shoegazin, introversion, melankoli og eksistentielt mørke. Nej, det går længere tilbage som en lang tradition af emotionel ambivalens. I hvert fald helt tilbage til rockens rødder i blues og folk.
Især musikken på pladen har en opdrift og energi, der et eller andet sted modsiger og kontrasterer den mørke grundstemning. Det være sig, når Jens Rahbek synger for – som fx i “Postive Note” – med livbekræftende vitalitet, medens trommer og bas understøtter opdriften. Så godt nok tilstræber Rahbek og Co. en monumental, pompøs, mørkt farvet lyd, men der er også noget kontrapunktisk i håndteringen af instrumenterne og sangen.
Samlet set er Bury your dead en psykisk rutsjebanetur, der byder på mere end den melankoli, der hærger nutidens musik. Vi bliver taget med på en tur, der – som når post-punken er bedst – nærmer sig en terapeutisk renselsesrejse gennem mørket og ud i lyset. Bury your dead er ikke for dem, der vil stryges med hårene og helst vil hengive sig til poppens x-faktor-glemsel af livets dobbeltkarakter af mørke og lyst. En plade, der helt naturligt passer ind det mere alvorlige segment af musik på pladereolen. Hermed anbefalet.
Mom & Bear. Bury Your Dead. Produktion: Jens Rahbek Johansen. Celebration Records. Er udkommet (vinyl og digitale formater)